Uber-chef siger op i kølvandet på sag om racediskrimination

Lyt til artiklen

Ubers HR-chef, Liane Hornsey, er tirsdag trådt tilbage fra sin stilling hos den amerikanske samkørselstjeneste.

Det oplyser administrerende direktør Dara Khosrowshahi.

Fratrædelsen sker i kølvandet på en undersøgelse af, hvordan HR-chefen har håndteret påstande om racediskrimination i selskabet.

Anonyme whistleblowers har ifølge nyhedsbureauet Reuters anklaget Hornsey for systematisk at have afvist interne klager over racediskrimination.

Liane Hornsey, der har haft rollen som HR-chef hos Uber i 18 måneder, har ellers været en af selskabets fortalere for mangfoldighed.

Administrerende direktør Dara Khosrowshahi har ikke givet nogen årsag til Hornseys tilbagetræden, men i en mail til medarbejderne roser direktøren HR-chefen og kalder hende 'utrolig talentfuld, kreativ og hårdtarbejdende'.

I en mail til sit hold i HR-afdelingen skriver Liane Hornsey, at hendes exit 'kommer en smule ud af det blå for nogle af jer', men at hun har 'tænkt på det i et stykke tid'. Hun giver ingen yderligere grund til sin opsigelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her