Trump: Dårligt forhold til Rusland skyldes USA's dumheder og heksejagt

Donald Trumps tweets nævner hverken Putins støtte til Syriens diktator, Bashar al-Assad, annekteringen af Krim, krigen i Ukraine eller nedskydningen af et passagerfly med 298 personer om bord som årsager til det dårlige forhold mellem USA og Rusland. Pablo Martinez Monsivais/AP
Donald Trumps tweets nævner hverken Putins støtte til Syriens diktator, Bashar al-Assad, annekteringen af Krim, krigen i Ukraine eller nedskydningen af et passagerfly med 298 personer om bord som årsager til det dårlige forhold mellem USA og Rusland. Pablo Martinez Monsivais/AP
Lyt til artiklen

Præsident Donald Trump er ved dagens topmøde i Helsinki med den russiske leder fast besluttet på at få mindsket diplomatiske spændinger mellem USA og Rusland og få knyttet personlige bånd til Kreml-chefen.

Hvis Trumps instinkter viser sig at være rigtige, og de to præsidenter finder frem til en god forståelse, kan det få stor betydning for nogle af verdens farligste konflikter.

Men rivaliseringen mellem USA og Rusland har sjældent været mere forbitret, og der er mange konfliktområder, som kan forhindre det venskab, som Trump håber på.

Den amerikanske præsident, som mandag formiddag havde møder med Finlands præsident, Sauli Niinisto, har lånt det finske statsoverhoveds præsidentpalads i Helsinkis havn til topmødet.

Rusland og Putin kan være på vej ind i varmen igen

Mødets dagsorden ventes at være præget af spørgsmål om nedrustning, anklagerne om russisk indblanding i USA's valgkamp, Nato og Syrien.

»Vores forhold til Rusland har aldrig været værre - takket været mange års amerikansk tåbelighed og dumhed - og nu en manipuleret heksejagt«, skrev Trump på et tweet forud for sit møde med præsident Putin.

12 russere tiltalt

Med udtrykket 'en manipuleret heksejagt' henviser præsidenten til undersøgelserne af russisk indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp.

Den tidligere FBI-chef Robert Mueller er udpeget af Justitsministeriet som særlig anklager i sagen. Han skal undersøge en mulig forbindelse mellem Trump-kampagnen og Rusland i valgåret 2016.

I sidste uge rejste en storjury i USA tiltale mod 12 russiske efterretningsofficerer med anklager om, at de skulle have hacket demokraternes computernetværk, da Hillary Clinton var præsidentkandidat i 2016.

12 russere tiltales for at hacke Demokraterne og Clinton

Trumps tweets nævner til gengæld ikke Putins støtte til Syriens diktator, Bashar al-Assad, annekteringen af Krim, krigen i Ukraine eller nedskydningen af et passagerfly med 298 personer om bord som årsager til det dårlige forhold.

Omkring 2000 journalister og mediefolk er klar til at rapportere fra topmødet.

Trump ankom i aftes til Helsinki. Mandag morgen kørte han til det finske præsidentpalads for at spise morgenmad med Finlands præsident.

Trump er kommet til Finland fra flere stop i Europa. Han var til Nato-topmøde tidligere på ugen i Bruxelles. Derefter var han på besøg i Storbritannien, hvor han mødtes med premierminister Theresa May og drak te med dronning Elizabeth.

Lørdag fløj han med sin kone, Melania, til Skotland, hvor præsidentparret frem til søndag eftermiddag opholdt sig på et golfresort, som Trump ejer.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her