Israel har søndag evakueret 800 syriske medlemmer af hjælpeorganisationen De Hvide Hjelme og deres familier fra den sydvestlige del af Syrien til Jordan.
Det oplyser den israelske hær ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
I en erklæring siger Israels hær, at den har gennemført 'en humanitær indsats for at redde medlemmer af en syrisk organisation og deres familier (...) på grund af en umiddelbar trussel mod deres liv'.
De evakuerede syrere er transporteret til Jordan. Evakueringen sker på baggrund af en forespørgsel fra USA og flere europæiske lande.
De Hvide Hjelme er en organisation, der under den syv år lange borgerkrig i Syrien har udført redningsaktioner i oprørskontrollerede dele af landet.
Jordans nationale nyhedsbureau, Petra, skriver på sin hjemmeside, at landet har givet FN bemyndigelse til at sørge for, at omkring 800 syrere kan passere gennem Jordan for at blive genhuset i lande i Vesten.
Ifølge nyhedsbureauet skal de evakuerede personer opholde sig i et lukket område i Jordan, indtil de kan rejse til Storbritannien, Tyskland og Canada, som har indvilget i at genhuse syrerne inden for tre måneder.
Den syriske regering påbegyndte i juni - med støtte fra Rusland - en offensiv i Daraa-provinsen i den sydvestlige del af Syrien samt i et område op mod Golanhøjderne, som kontrolleres af Israel.
Offensiven har tvunget flere end 300.000 syrere på flugt, og mange er blevet dræbt.
Med offensiven har den syriske regering genvundet kontrol med en del af området i den sydvestlige del af landet, som er strategisk vigtigt, da det er nær grænsen til Israel og Jordan.
ritzau




























