Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Macron bryder tavsheden om voldelig sikkerhedsvagt

Macron er kommet ud i massivt stormvejr, efter at hans nu forhenværende sikkerhedsvagt Alexandre Benalla (tv. for Macron) blev filmet, mens han slog demonstranter i Paris. Eric Feferberg/AP
Macron er kommet ud i massivt stormvejr, efter at hans nu forhenværende sikkerhedsvagt Alexandre Benalla (tv. for Macron) blev filmet, mens han slog demonstranter i Paris. Eric Feferberg/AP
Lyt til artiklen

Efter flere dages tavshed tager Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, tirsdag aften det fulde ansvar for skandalesagen om sin nu forhenværende sikkerhedsvagt Alexandre Benalla.

Det siger nogle af Macrons partifæller, der var til stede ved et møde med præsidenten tirsdag. Det skriver flere franske medier - heriblandt nyhedsbureauet AFP og avisen Le Figaro.

Benalla blev filmet, mens han - iført politihjelm, politiradio og politiets armbind - slog demonstranter ved en 1. maj-demonstration i Paris.

Sagen har vakt stor forargelse i Frankrig, efter at videoen af Benalla er blevet delt flittigt på sociale medier.

»De kan bare komme efter mig«

Fra oppositionens side har der lydt voksende kritik af præsidenten for hans tavshed i sagen.

»Hvis de leder efter en ansvarlig, så er det mig og mig alene. De kan bare komme efter mig«, sagde Macron ifølge flere af de tilstedeværende på tirsdagens møde.

Det skriver Le Figaro.

»Det var mig, der stolede på Alexandre Benalla«, sagde præsidenten ifølge AFP på mødet.

Han tilføjede, at Benalla oprindeligt var en støtte, men at »handlingerne 1. maj var en slags skuffelse eller svigt«.

Den hidtil alvorligste sag

Sagen betragtes af flere iagttagere som den hidtil alvorligste i Macrons tid i Elysée-palæet.

Oppositionen har beskyldt Macron og hans regeringsparti for at forsøge at dække over sagen.

Den franske indenrigsminister, Gérard Collomb, har fortalt, at han fik kendskab til sagen allerede dagen efter, den 2. maj.

Han informerede ikke Macron direkte, men hans embedsfolk informerede præsidentens kontor og politiet om episoden, forklarede indenrigsministeren mandag i et samråd.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her