Macrons tidligere bodyguard: Det var meget dumt at slå og sparke demonstrant

Alexandre Benalla har tit været at se lige bag Emmanuel Macron. Det er slut nu. Thibault Camus/AP
Alexandre Benalla har tit været at se lige bag Emmanuel Macron. Det er slut nu. Thibault Camus/AP
Lyt til artiklen

Den nu fyrede, tidligere bodyguard for den franske præsident, Alexandre Benalla, siger i et interview til den franske avis Le Monde, at han »har begået en fejl«.

Benalla er blevet centrum for en skandale, der har sendt den franske præsident, Emmanuel Macron, på gyngende grund. Den udspringer af en episode i maj, hvor Benalla optrådte voldeligt over for en demonstrant.

Macrons regering er blevet kritiseret, efter det er kommet frem, at embedsmænd i regeringskontoret kendte til episoden og skal have forsøgt at tysse den ned.

Macron bryder tavsheden om voldelig sikkerhedsvagt

Den 26-årige Benalla blev i første omgang suspenderet uden løn i maj. Men fredag fyrede Macron sin tidligere sikkerhedsvagt, efter sagen kom frem i medierne.

Til avisen Le Monde siger Benalla blandt andet, at han har måttet barbere sit skæg af, efter skandalen har rullet i de franske medier for ikke at blive genkendt.

Til et spørgsmål om hvorvidt han føler, at han har forrådt den franske præsident, svarer han:

»Jeg føler, at jeg har gjort noget meget dumt. At jeg har begået en fejl (...) Jeg skulle aldrig have gået til den demonstration som en observatør, jeg skulle have holdt mig i baggrunden«, siger han til avisen.

Spark og slag

Episoden fandt sted ved en 1. maj demonstration.

Videooptagelser af episoden er blevet bragt i flere franske medier, hvor Benalla ses komme farende hen til en gruppe politimænd, der i gang med at slæbe en demonstrant væk. Benalla overfalder demonstranten med slag og spark.

Det franske politi har iværksat en efterforskning i forbindelse med voldshandlingen.

Benalla er søndag også blevet anklaget for at have udgivet sig for at være politimand, fordi han var iført en af politiets hjelme under demonstrationen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her