Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Imran Khan erklærer sig som vinder af pakistansk valg

 Imran Khan sætter her sin stemme på et valgsted i går. I dag udråber han sig selv som vinder. Anjum Naveed/AP
Imran Khan sætter her sin stemme på et valgsted i går. I dag udråber han sig selv som vinder. Anjum Naveed/AP
Lyt til artiklen

Den tidligere pakistanske cricketstjerne Imran Khan erklærer i en tv-sending fra den pakistanske hovedstad, Islamabad, sig selv som vinder af onsdagens parlamentsvalg.

»Vi har været succesfulde, og vi har fået et mandat«, siger Khan.

I sin tale lover Khan også et 'nyt Pakistan', skriver nyhedsbureauet AP.

»Jeg kom ind i politik for 22 år siden for at forhindre Pakistans fald«, siger han.

Det har været ventet, at Imran Khan vil vinde det pakistanske valg. Alle stemmer ved valget er dog endnu ikke optalt.

Den endelige valgresultat var ellers forventet klart allerede sent onsdag aften dansk tid. Men torsdag formiddag var det ifølge AP forsat kun omkring halvdelen af stemmerne, der var optalt.

Flere end 100.000.000 pakistanere kan stemme i dag - men 25 blev bombedræbt, da de forsøgte

Landets valgkommission har forklaret forsinkelsen med tekniske problemer.

»Der er ikke nogen sammensværgelser eller noget pres i forhold til at forsinke resultaterne. Årsagen til forsinkelsen er, at systemet, der skal håndtere resultaterne, er brudt sammen«, lød det fra Babar Yaqoob fra valgkommissionen onsdag aften ifølge Reuters.

Det har Imran Khans primære modstander, Shehbaz Sharif, dog betvivlet. Han er regeringens spidskandidat og bror til den tidligere premierminister Nawaz Sharif, der afsoner en fængselsstraf for korruption.

Ifølge Sharif-brødrenes parti, PML-N, forsøger landets magtfulde militær at hjælpe Imran Khan til magten.

»Vi forkaster dette resultat«, sagde Shehbaz Sharif tidligt torsdag lokal tid.

»Det er så tydeligt snyd, at alle er begyndt at græde. De har sendt Pakistan 30 år tilbage i tiden med, hvad de har gjort i dag«, sagde Shehbaz Sharif ifølge nyhedsbureauet AFP.

De pakistanske medier har i deres foromtaler af Imran Khan som valgets sandsynlige vinder haft svært ved at se, hvem hans parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), skal danne regering med.

Ifølge flere pakistanske medier står PTI til at få 119 af parlamentets 270 pladser.

Det var ventet, at Imran Khan ville vinde det pakistanske valg.

Alle stemmer ved valget er dog endnu ikke optalt. Torsdag formiddag var omkring halvdelen af stemmerne optalt, skriver nyhedsbureauet AP.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her