33 universitetsansatte er omkommet i busulykke i Indien

Lyt til artiklen

33 personer er omkommet, efter at en bus er styrtet ned i en dyb kløft i det vestlige Indien.

Det oplyser de lokale myndigheder natten til søndag dansk tid, skriver Al Jazeera.

I alt 34 ansatte fra Dapoli Landbrugsuniversitet befandt sig i bussen, da den kørte galt på en bjergvej i Raigad-distriktet i delstaten Maharashtra.

»34 personer var til stede i bussen, 33 personer døde. Kun en person overlevede mirakuløst styrtet og kunne efterfølgende informere myndighederne om ulykken«, siger Vijay Suryawanshi, en embedsmand i Raigad distriktet.

Ifølge lokale medier ankom adskillige ambulancer og 15 læger efterfølgende til ulykkesstedet.

Bussen var på vej mod en populær destination i bjergene, hvor de universitetsansatte skulle holde en picnic, da uheldet indtraf.

Indiens premierminister, Narendra Modi, har udtrykt sin sorg over ulykken på Twitter.

»Jeg er bedrøvet over tabet af liv i busulykken. Jeg kondolerer til dem, der har mistet deres kære«, skriver han.

Indien er det land i verden, hvor flest mennesker mister livet i trafikken. Mere end 110.000 personer omkommer i trafikuheld om året.

Tidligere denne måned døde 48 personer, mens 11 blev såret, da en overfyldt bus kørte galt på en glat vej og styrtede ned i en dyb kløft.

Hovedparten af trafikulykkerne i Indien skyldes uforsvarlig kørsel, dårligt vedligeholdte veje og for gamle køretøjer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her