Migranter forårsager undtagelsestilstand i Ecuador

Lyt til artiklen

Ecuador erklærer undtagelsestilstand i tre provinser på grund af en usædvanlig stor mængde migranter, der flygter fra den økonomiske krise i Venezuela.

Det oplyser udenrigsministeriet i Ecuador i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Ecuadors regering har erklæret undtagelsestilstand på grund af migrationen til provinserne Carchi, Pichincha og El Oro for at skabe en presserende opmærksomhed om de venezuelanske migranter ved den nordlige grænse«, lyder det.

I denne uge har Ecuador modtaget 4200 migranter fra Venezuela om dagen, oplyser udenrigsministeriet. Ministeriet oplyser ikke, hvor mange migranter der tidligere er kommet ind i landet, eller hvad stigningen skyldes.

Undtagelsestilstanden, som vil vare resten af august, skal blandt andet sætte fart under ansættelsen af læger, politi og socialarbejdere, der skal tage sig af de mange migranter.

I meddelelsen tilføjes det, at også Den Internationale Migrationsorganisation (IOM) og FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) vil deltage i indsatsen.

Venezuela er præget af voldsom inflation og kronisk mangel på fødevarer, hvilket har skabt en stor udvandring fra landet. De venezuelanske migranter flygter typisk gennem Colombia og videre til Ecuador, Peru eller Chile.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her