Indonesisk ø rystet af endnu et kraftigt jordskælv

Lombok blev tidligere på måneden ramt af et kraftigt jordskælv. Fauzy Chaniago/AP
Lombok blev tidligere på måneden ramt af et kraftigt jordskælv. Fauzy Chaniago/AP
Lyt til artiklen

Et jordskælv med en styrke målt til 6,9 har ramt den indonesiske ø Lombok. Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS).

Skælvet indtraf kort før klokken 17 dansk tid omkring 20 kilometer under jordens overflade.

Der er ikke udsendt tsunamivarsel, oplyser Indonesiens meteorologiske institut ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er det andet store skælv på Lombok inden for et døgn. Det første, hvis styrke USGS har målt til 6,3, ramte øen omkring klokken 23 lørdag aften lokal tid (klokken 06 søndag dansk tid).

Det indtraf omkring otte kilometer under jordens overflade.

Flere bygninger er ødelagt og rystelserne udløste jordskred på øen, men der er ikke umiddelbart meldinger om døde eller kvæstede efter det første jordskælv.

»Jordskælvet forårsagede panik blandt folk og fik dem til at flygte fra deres huse«, siger talsmanden for det nationale katastrofeberedskab, Sutopo Purwo Nugroho, ifølge nyhedsbureauet AFP til Metro TV.

»Der er ikke meldinger om dødsfald eller alvorlig skade, men folk er traumatiserede«.

Foruden de to jordskælv har fire mindre skælv også ramt øen inden for det seneste døgn.

I forvejen er hundredtusindvis af mennesker på Lombok uden tag over hovedet efter et kraftigt jordskælv 5. august, som kostede 460 mennesker livet og kvæstede omkring 7800 andre.

Tusindvis af huse blev ødelagt i dette skælv, og mange af øens indbyggere overnatter fortsat udendørs af frygt for nye rystelser og ødelæggelser.

Søndagens jordskælv kunne også mærkes på naboøen Bali, der er en populær feriedestination. Heller ikke her er der umiddelbart meldinger om omkomne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her