Fra byfest til knivdrab
25.-26. august. I weekenden fejrede byen Chemnitz 875-års jubilæum med en stor byfest. Natten mellem lørdag og søndag kom op mod ti mennesker op at skændes på gaden i byens centrum, og en 35-årig tysk familiefar blev såret af knivstik og døde senere på hospitalet.
To andre mænd i 30’erne blev også alvorligt såret. En 23-årig syrisk og en 22-årig irakisk asylsøger blev mandag arresteret for angrebet og sigtet for drab. Årsagen til skænderiet er ikke klarlagt, men der svirer mange rygter, blandt andet om at en kvinde skulle være blevet chikaneret. Politiet afviser dog, at det var tilfældet.


























