En ny amerikansk udsendt i Syrien frygter, at der kan komme et angreb med kemiske våben i den nordvestlige provins Idlib i Syrien.
Der er 'masser af beviser for', at syriske regeringsstyrker fremstiller kemiske våben, lyder advarslen fra amerikaneren Jim Jeffrey.
»For os er ethvert angreb forkasteligt og ses som en hensynsløs optrapning«, fortæller den udsendte til journalister og tilføjer:
»Der er masser af beviser for, at kemiske våben bliver fremstillet«.
Idlib er det sidste større område i Syrien, der er under oprørsgruppers kontrol.
Syriske regeringsstyrker har siden nytår generobret dele af Idlib og har i de seneste uger samlet sig ved grænserne til provinsen.
Det har udløst international frygt for, at Idlib kan blive skueplads for en humanitær katastrofe af en størrelse, som endnu ikke er set i Syrien.
Tidligere torsdag oplyste Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der overvåger udviklingen i det krigshærgede land, at omkring tusind mennesker er flygtet fra området.
Ifølge FN bor der næsten tre millioner mennesker i Idlib. Af dem er der frygt for, at op mod 800.000 mennesker vil flygte.
ritzau
fortsæt med at læse




























