EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, vil styrke EU's grænse- og kystbeskyttelse med 10.000 betjente.
EU-Kommissionen foreslår, at antallet af grænsebetjente ved de ydre grænser frem til år 2020 skal op på 10.000.
Det siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker i sin tale om i Unionens tilstand.
»Vi fremlægger et forslag til styrkelse af grænse- og kystbeskyttelsen. EU's ydre grænser skal sikres bedre«.
»Derfor foreslår vi, at antallet af grænsebetjente frem til 2020 skal op på 10.000«, siger Jean-Claude Juncker.
Hurtigt efter understreger kommissionsformanden, at der ikke bliver tale om et europæisk fort.
Det skal stadig »være muligt med lovlig indvandring til unionen«, tilføjer han.
Indre grænser skal væk
EU's indsats på området har ifølge Juncker båret frugt. Strømmen af migranter til EU er aftaget markant, siden bølgen toppede for to-tre år siden.
Formanden efterspørger dog mere solidaritet på tværs af EU's medlemslande.
»Vi kan ikke blive ved med at finde ad hoc-løsninger, hver gang der kommer et skib med flygtninge. Vi har brug for varig solidaritet, hvilket også vil give mere effektivitet i håndteringen af migranter«, siger Jean-Claude Juncker.
Han opfordrer Østrig, som i dette efterår har formandskabet for EU, til at gå foran, så »vi kan finde de rigtige løsninger for en balanceret reform af asylsystemet«.
Kommissionsformanden bryder sig ikke om de bevogtede grænser, der er kommet igen flere steder mellem medlemmer af EU.
»Jeg er og forbliver modstander af indre grænser. Hvor de findes, skal de fjernes«, siger Jean-Claude Juncker.
Det handler om, siger han, at medlemslande skal udvise større solidaritet, hvis Schengen-samarbejdet, de åbne grænser, skal bevares.
Luxembourgerens mandat som formand for EU-Kommissionen går ind i det sidste år, og onsdag var sidste gang, at han præsenterer forslag i 'Unionens tilstand' i Europa-Parlamentet. Hans mandat udløber i november 2019.
Til kamp mod hvidvask
EU-Kommissionen vil også foreslå nye foranstaltninger, så myndighederne på tværs af grænser kan bekæmpe hvidvask mere effektivt, siger Juncker i talen.
Danske Bank: Hvidvask-undersøgelse kommer i næste ugeForslaget kommer i forlængelse af flere europæiske bankskandaler. En af dem er i Danske Bank, hvor store milliardbeløb ifølge interne undersøgelser skal være blevet vasket hvide i en estisk filial.
Mere magt til bankmyndighed
Det ventes i forslaget, at kommissionen vil foreslå, at Den Europæiske Bankmyndighed (EBA) tildeles mere magt til at undersøge og håndhæve regler.
Samtidig er det blevet nævnt, men det er ikke bekræftet, at man vil øge antallet af medarbejdere, der arbejder med at opklare snyd i de europæiske banker.
Det blev for nylig kendt, at EBA har færre end to faste medarbejdere til at arbejde med bekæmpelse af hvidvask.
Også den hollandske bank ING har en sag om hvidvask. ING har for nylig indgået forlig med myndighederne, der betyder, at banken skal betale 775 millioner euro for ikke at have stoppet hvidvask.
Opdateres
ritzau
fortsæt med at læse




























