Stemmer i forsinket Postnord-sæk underkendt i svensk valg

Nørskov Benjamin/POLFOTO
Nørskov Benjamin/POLFOTO
Lyt til artiklen

Stemmer fra 145 personer i den svenske by Falun bliver ikke regnet med i det endelige resultat fra Sveriges valg i søndags. Postnord afleverede sækken med stemmerne for sent.

Det skriver den svenske public service-station SVT med henvisning til mediet Dalarnas Tidningar.

Der er tale om brevstemmer afgivet før valgdagen. De skulle være afleveret allerede tirsdag. Men sækken med stemmerne nåede først frem onsdag efter klokken 14.

Det var mere end fem timer efter tidsfristen. Stemmerne kunne derfor ifølge det svenske nyhedsbureau TT ikke lovligt indgå i optællingen af søndagens valgresultat.

Det kan betyde, at i alt 435 stemmer ikke nåede frem. Der blev i søndags nemlig stemt til både Riksdagen, det svenske landsting og kommunerne.

Ifølge Dalarnas Tidningar skyder Postnord og Falun Kommune skylden på hinanden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her