Den tyrkiske regering har fortalt USA, at den er i besiddelse af lyd- og videooptagelser, der bekræfter, at den forsvundne journalist Jamal Khashoggi tidligere på måneden blev dræbt på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.
Det fortæller højtplacerede, unavngivne embedsmænd - både tyrkiske og amerikanske - til avisen The Washington Post.
En af avisens kilder fortæller, at man på lydoptagelserne kan høre, »hvad der skete med Jamal, efter at han gik derind«.
»Man kan høre hans stemme og stemmer, der taler arabisk. Man kan høre, hvordan han bliver afhørt, tortureret og så dræbt«, siger en af kilderne.
En anden kilde siger til avisen, at man på lydoptagelsen kan høre Khashoggi blive tæsket.
Den saudiarabiske journalist og kritiker af sit hjemlands regime Jamal Khashoggi forsvandt i sidste uge.
Han er sidst set gå ind på det saudiarabiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul den 2. oktober. Her skulle han hente nogle dokumenter til sit forestående bryllup.
Han er ikke set siden, og tyrkiske kilder påstår, at han er blevet dræbt, og at Saudi-Arabien står bag.
Saudi-Arabien afviser at have noget med sagen at gøre. Landet har hidtil nægtet at udlevere videoovervågning, der kan bevise, at Khashoggi forlod konsulatet igen.
Mulige hemmelige kameraer
Ifølge Washington Post vil Tyrkiet ikke offentliggøre deres optagelser, fordi det vil afsløre, hvordan landet udspionerer andre lande internt i Tyrkiet.
Tyrkiet kan formentlig kun have videooptagelser, som bekræfter drabet, hvis de har hemmelige kameraer sat op på det saudiske konsulat.
Men det vil forklare - skriver den amerikanske avis - hvorfor Tyrkiet så hurtigt udpegede Saudi-Arabien som den skyldige.
Tyrkiet: Khashoggi blev myrdet efter ordre fra det saudiske kongehusJamal Khashoggi har været i eksil i USA siden 2017. Han var i Istanbul sammen med sin tyrkiske kæreste og besøgte konsulatet 2. oktober.
Hans forsvinden fik onsdag flere menneskerettighedsorganisationer til at kræve, at USA’s regering gik ind i sagen. Både fordi Khashoggi søgte tilflugt i USA, og fordi Saudi-Arabien er en nær allieret af Washington.
Onsdag forlød det, at USA’s præsident, Donald Trump, har været i kontakt med saudiarabere »på det højeste niveau« for at tale om sagen.
ritzau
fortsæt med at læse




























