EU erklærer fuld støtte til dansk regering i Iran-sag

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger, at opbakningen i EU til Danmark er »utvetydig« i sagen om et angiveligt iransk mordforsøg på dansk jord. Det var i den forbindelse., at politiet stoppede trafikken på de store danske broer. Martin Lehmann/POLFOTO
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger, at opbakningen i EU til Danmark er »utvetydig« i sagen om et angiveligt iransk mordforsøg på dansk jord. Det var i den forbindelse., at politiet stoppede trafikken på de store danske broer. Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) tog mandag første skridt i sit forsøg på at overbevise resten af EU om at indføre sanktioner mod Iran.

På udenrigsministermødet i Bruxelles fik Anders Samuelsen efter eget udsagn usædvanlig bred opbakning til den danske linje.

EU’s faste udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini, sagde efter mødet, at man nu går i gang med at undersøge muligheden for at svare igen på det formodede iranske attentatforsøg i Danmark.

»Der er fuld støtte til og solidaritet med den danske regering og det danske folk. Det, der er sket, er komplet uacceptabelt. Rådet vil nu iværksætte et arbejde med at undersøge passende målrettede svar, i lyset af hvad der er sket på dansk territorium«, siger Federica Mogherini.

Baggrunden for det danske ønske om sanktioner er de danske myndigheders overbevisning om, at iranske efterretningstjenester tidligere på året planlagde et mordattentat på et formodet medlem af en arabisk løsrivelsesbevægelse i Danmark.

Hvordan endte norsk it-mand som attentatmistænkt?

Sagen kompliceres alvorligt af, at USA har valgt at iværksætte sanktioner mod Iran. EU forsøger at modgå de amerikanske sanktioner mod Iran for at holde liv i den globale atomaftale fra 2015, som USA har trukket sig ud af. EU forsøger at lave en mekanisme, så virksomheder stadig kan handle med Iran trods de amerikanske sanktioner.

Federico Mogherini understreger, at EU vil arbejde hårdt for at holde liv i atomaftalen med Iran, men at det ikke betyder, at EU vil vende det blinde øje til problematisk adfærd fra Iran.

Danmark står i en storpolitisk klemme mellem Trump, Iran og EU

Det kræver enstemmighed i EU, hvis det danske ønske om sanktioner skal realiseres. Da EU tidligere på året diskuterede mulige nye sanktioner mod Iran, blokerede Østrig og Italien. Anders Samuelsen vil ikke udtale sig om, hvorvidt Østrig og Italien tog ordet for at bakke op om Danmark på udenrigsministermødet, men opbakningen til Danmark er utvetydig, og ingen talte imod muligheden for nye sanktioner, siger han.

»Jeg har fået en meget, meget bred opbakning. Vi havde en usædvanlig bordrunde – det er ikke normalt under et punkt som dette – med fuld opbakning. Indledt af Mogherini selv, Frankrig, Tyskland og England«, siger Anders Samuelsen.

EU har allerede en række sanktioner mod Iran og iranske personer og grupper. Disse sanktioner retter sig blandt andet mod brud på menneskerettighederne og aktiviteter relateret til masseødelæggelsesvåben.

På baggrund at den danske sag og en tilsvarende sag fra Frankrig har EU besluttet at iværksætte en teknisk proces med henblik på at afklare muligheden for nye sanktioner. Danmark håber at få sagen på som et egentligt dagsordenspunkt på et udenrigsministermøde til december.

Nilas Heinskou

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her