Den franske regering vil ifølge franske medier droppe de skatte- og afgiftsstigninger på benzin og diesel, som skulle træde i kraft fra næste måned, og som har sat et oprør i gang blandt det franske folk.
Afgifter, der skulle få befolkningen til at vælge grønnere og på den måde få en grøn omstilling i gang i Frankrig.
Franske medier: Presset Macron vil suspendere nye skatter, der udløste voldelige optøjerTilbagerulningen af de nye afgifter sker efter tre uger med bilafbrændinger og demonstrationer over hele landet, som flere steder er eskaleret til gadekampe og har medført tre dødsfald samt over hundrede sårede.
Men er det nok, at Emmanuel Macron nu vil imødekomme det krav, som begyndte hele balladen? Ikke ifølge lektor fra Copenhagen Business School, Mette Zølner:
»Spørgsmålet er, om det er nok, om det kommer for sent, og om der skal mere til. Det vil de næste dage vise«, siger hun.
Og hvad er det mere, der skal til?
»Det kunne være, at man aflyser de skattelettelser, man har givet til de aller rigeste - at lempe skatten på formue var noget af det første, Macron indførte i sin regeringstid. Men til at starte med kan man formode, at regeringen sætter en parantes omkring de øgede skatter og moms, der kommer på benzin og diesel fra januar og forsøger at vinde tid til konsultationer og forhandlinger omkring, hvordan den grønne omstilling skal sættes i gang«.
Vil af med Macron
Hvilke andre konkrete ting kunne regeringen gøre noget ved?
»Elpriserne stiger også fra 1. januar, og spørgsmålet er, om regeringen også vil blive tvunget til at gøre noget ved dem, for at lægge låg på den vrede der i demonstrationerne har rettet sig direkte mod Macron selv med ønsket om, at han skal gå af«.
Hvorfor retter vreden sig mod ham personligt?
»Der ligger en enorm vrede over den måde, han har talt til og om en bestemt gruppe af franskmænd - de, der er stærkt repræsenteret blandt de gule veste, eller som sympatiserer med bevægelsen. De har en fornemmelse af, at de ikke bliver hørt, at deres daglige udfordringer med at få pengene til at slå til ikke bliver hørt af Macron og hans regering. De sidste uger har vist, at denne latente vrede og frustration er større end antaget. Det stiller spørgsmål ved den politik, som Macrons regering fører, men også til tidligere regeringers«.
Hvad skal Macron gøre?
»Det er muligt at det ikke er nok at stoppe stigningen i moms på benzin og diesel. Der skal ske noget andet. Men det har været svært at mødes med de gule veste og forhandle, for det er bevægelse uden talsmand. Indtil nu er forsøget på at udnævne en talsmand slået fejl, for der er også uenighed bland de gule veste, som er en bred og uhomogen bevægelse. De, der har meldt sig som talsmænd, er endt med at sige nej igen af flere grunde - blandt andet fordi de har fået trusler fra andre dele af bevægelsen. Men der er heller ikke blevet lovet dem nok fra regeringens side«.
Ifølge meningsmålingerne har de gule vestes bevægelse omkring 70 procent af befolkningen i ryggen. Hvad betyder det for Macron?
»Det betyder, at bevægelsen har legitimitet. Og at Macron står i en meget svær position. Macron har - set udefra - indtil sommerferien nærmest kunnet gå på vandet. Og derefter er det gået brat ned ad bakke. Det var utilfredsheden med systemet og det etablerede, der fik ham valgt og bragte ham til magten, og nu er han genstand for noget af den samme utilfredshed, der valgte ham ind. Her inkarnerer han ikke fornyelse«.
Hvad har han imod sig?
»Han er ung, men han tilhører det man i det franske samfund kalder eliten, det vil sige, at han har sine eksaminer fra de mest prestigiøse skoler og universiteter der giver adgang til karriere i både finansverdenen og den franske administration. Som præsident har han udnævnt ministre og rådgivere med samme baggrund. Det forstærker opfattelsen af, at han ikke kan lytte og ikke forstår bekymringerne blandt den almindelige befolkning«.
Regning for elitens grønne omstilling
Hvordan kommer det til udtryk i hans politik?
»Han insisterer på at respektere EUs krav og at spare på offentlige udgifter - og det gør det meget svært at gennemføre de fundamentale ændringer af det franske samfund, som han lægger op til, herunder den grønne omstilling. Han beder med de stigende afgifter den franske befolkning om at betale mere for opvarmning og brændstof. Det rammer særlig hårdt dem, der har bosat sig udkantsområderne og forstæderne - her de har råd til at bo - dem, der ofte har dieselbiler - dem var der tilskud til tidligere. De er fuldkommen afhængige af deres biler i det daglige, fordi der ikke er offentlig transport«.
Så det er ikke lige den gruppe, som synes, de bør betale for elitens ønske om en grøn omstilling, mens de rigeste får skattelettelser?
»Den gruppe har ingen eller meget begrænsede muligheder for at ændre deres daglige liv og gøre det mere grønt. Og godt nok har Macron lavet ændringer i skattesystemet, men det tager tid, før de slår igennem, og de vil ikke hjælpe dem med mellem- og lav indkomst meget«.
fortsæt med at læse


























