Tidligere russisk politimand dømt for 78 drab

Foto: Julia Pykhalova/AP
Foto: Julia Pykhalova/AP
Lyt til artiklen

En russisk seriemorder er blevet dømt for at have begået 78 drab.

Russeren Mikhail Popkov er fundet skyldig i 56 drab udover 22 drab, som han tidligere er blevet dømt for.

Dommen i den nye retssag mod Mikhail Popkov blev afsagt i byen Irkutsk i Sibirien mandag.

Under retssagen blev det også bevist, at han voldtog mindst ti af sine ofre.

Den tidligere politimand blev idømt livsvarigt fængsel udover den livstidsdom, som han i forvejen afsoner.

I en udtalelse fra den russiske anklagemyndighed hedder det, at Popkov har 'en sygelig trang til at dræbe mennesker'.

En af verdens værste seriemordere

I en periode på mindst 15 år levede familiefaren Popkov et dobbeltliv. Samtidig med at han arbejdede som politimand, dræbte han en lang række kvinder.

Drabene, som han er dømt for i den seneste retssag, fandt sted mellem 1992 og 2007. De bestialske drab gav Popkov tilnavnet 'varulven'.

Det var i 2015, at han blev dømt for 22 drab.

Det samlede antal ofre gør, at han er en af verdens værste, kendte serimordere.

Popkov, der i dag er 54 år, dræbte kvinder og piger, hvoraf nogle havde fået tilbud om beskyttelse i hans politibil sent om aftenen. Ofrene var mellem 18 og 50 år.

Drabene blev begået i Popkovs hjemby Angarsk og områder i regionen omkring den. Blandt drabsvåbnene var økser, knive og skruetrækkere.

Popkov skal have tilstået yderligere tre drab, som anklagemyndighededen ikke har kunnet bevise.

Popkov overgår andre berygtede seriemordere i Rusland - deriblandt 'skakbrætsmorderen' Alexander Pitjusjkin, som dræbte 48, og Andrej Tjikatilo, som blev dømt for 52 drab i sovjetæraen.

Popkov blev pågrebet i 2012, efter at politiets efterforskere havde gennemgået drabssagerne igen og sammenholdt dna-prøver og eftersøgte biler ud fra dækspor på gerningsstederne.

Popkov har senere vist politiet, hvor han begravede sine ofre.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her