Det så ud til at blive en uge med fremgang for den socialdemokratiske leder, Stefan Löfven. I mandags var han parat til at gå til Riksdagens formand og forelægge ham en nedskreven aftale, som han havde forhandlet frem i løbet af fem intense døgn. Et forlig med Centerpartiet, Liberalerna og Miljöpartiet, der ville give ham fire år mere på posten som Sveriges statsminister. En aftale med en lang række indrømmelser på skatteområdet, satsninger på handikapområdet og mere generøse regler for familiesammenføring.
Men mandag morgen meddelte Centerpartiets leder, Annie Lööf, at partiet alligevel ikke ville indgå aftalen. Samtidig kom beskeden, at hverken Liberalerna eller Centerpartiet ville stemme for den finanslov, som Löfvens overgangsregering havde fremlagt. De to partier ville afstå fra at stemme, hvilket ville føre til, at Moderaternas og Kristdemokraternas finanslov, med støtte fra Sverigedemokraterna, blev vedtaget.


























