En femte person er afgået ved døden efter et skyderi i Strasbourg tirsdag. Det oplyser lokale myndigheder søndag aften.
29-årige Cherif Chekatt, der torsdag blev dræbt i en skudveksling med politiet, menes at stå bag angrebet ved Strasbourgs ikoniske julemarked.
Ifølge myndighederne udførte han angrebet væbnet med en kniv og et skydevåben.
Tre personer blev meldt dræbt allerede umiddelbart efter angrebet.
Fredag oplyste myndighederne, at en fjerde person havde mistet livet. Og nu er tallet altså oppe på fem dræbte.
»Min bror Barto Pedro Orent-Niedzielski har mistet livet. Han takker jer for den kærlighed og styrke, som I har givet ham«, skriver broren til den 36-årige mand, der altså blev det femte offer, på Facebook.
Ud over de fem dræbte blev over ti personer såret i angrebet.
Nærmere detaljer om motivet bag angrebet er ikke kendt endnu. Franske myndigheder efterforsker dog angrebet som en terrorsag.
Den hovedmistænkte havde 27 domme på samvittigheden. Første dom faldt, da han var 13 år, og de kriminelle handlinger rummede alt fra tyveri til vold. Han var både dømt i Frankrig, Tyskland, Schweiz og Luxembourg.
29-årige Chekatt blev tilføjet til en liste over mulige ekstremister, da han sad fængslet i Frankrig i 2015.
Begrundelsen var, at han 'praktiserede en radikal form for religion'.
ritzau
fortsæt med at læse



























