Cuba dropper ordlyd om homoægteskaber i forfatning efter pres

Lyt til artiklen

Cuba vil i udkastet til sin nye forfatning fjerne sproglige formuleringer, der fremmer legaliseringen af ægteskaber mellem to personer af samme køn.

Det oplyser den cubanske regering tirsdag efter udbredt modstand mod et forslag om en ny ordlyd i forfatningen, der støtter homoægteskaber.

Således havde rettighedsgrupper foreslået at fjerne beskrivelsen af ægteskabet som 'en forening af en mand og en kvinde'. I stedet ville de ændre det til 'foreningen af to mennesker'.

Men forslaget skabte vrede blandt evangeliske kirker og almindelige borgere og medførte protester.

Tirsdag oplyser regeringen i Cuba, at en kommission med ansvar for revision af forfatningen har foreslået at fjerne den pågældende tekst fra den nye forfatning 'som en måde at respektere alle meninger på'.

I stedet vil den nye forfatning slet ikke indeholde noget om ægteskaber mellem personer af samme køn. På den måde er forfatningen også åben for fremtidig legalisering, lyder det fra kommissionen.

Cubas nye forfatning skal efter planen godkendes ved en folkeafstemning, før den er gyldig.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her