Tyrkiet rykker ind ved kurdisk-kontrolleret by i Syrien

Tyrkiets præsident, Erdogan, har talt i telefon med USA's præsident, Trump, om at koordinere på det militære og diplomatiske plan, når USA trækker sine soldater ud af Syrien.  Foto: /AP
Tyrkiets præsident, Erdogan, har talt i telefon med USA's præsident, Trump, om at koordinere på det militære og diplomatiske plan, når USA trækker sine soldater ud af Syrien. Foto: /AP
Lyt til artiklen

Tyrkiske forstærkninger er sendt til frontlinjen ved byen Manbij, der er kontrolleret af en kurdiskledet alliance med opbakning fra USA.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der tilføjer, at omkring 50 køretøjer har krydset grænsen fra Tyrkiet til Syrien med mandskab og udstyr om bord.

Også tyrkiske medier melder søndag om, at nye forstærkninger er kørt over grænsen.

Det sker, selv om Tyrkiet har sagt, at landet vil udsætte en ventet offensiv i det østlige Syrien, efter at USA's præsident, Donald Trump, har besluttet at trække de amerikanske soldater ud af Syrien.

Det er i Manbij, at de amerikanske styrker hidtil har været baseret. Her har de støttet Syriens Demokratiske Styrker (SDF) i kampen mod Islamisk Stat.

Trump har talt med Erdogan

Trump skriver søndag på Twitter, at han har haft en 'lang og produktiv' samtale med sin tyrkiske kollega, præsident Recep Tayyip Erdogan.

De to ledere har drøftet det, som Trump betegner som en 'langsom og i høj grad koordineret' tilbagetrækning af amerikanske soldater fra området.

Det tyrkiske præsidentkontor skriver i en meddelelse, at Trump og Erdogan er enige om at koordinere på det militære og diplomatiske plan for at sikre, at den amerikanske tilbagetrækning fra Syrien ikke fører til et 'autoritært tomrum'.

Trumps beslutning om amerikansk tilbagetrækning kom efter en anden samtale med Erdogan, skriver AP.

Meldingen har overrasket Trumps allierede og hans egne eksperter, og det har ført til, at forsvarsminister Jim Mattis har trukket sig fra sin post. Det samme har USA's udsending i den koalition, der kæmper mod Islamisk Stat, Brett McGurk, gjort.

Redaktør: Den sidste voksne har forladt Trumps administration

I Tyrkiet byder regeringen derimod Trumps beslutning velkommen.

Erdogan og den øvrige regering betragter SDF som en forlængelse af de kurdiske grupperinger, som Tyrkiet forsøger at bekæmpe inden for sine egne grænser.

I Manbij bekræfter en talsmand for byens militære råd, at tyrkiske styrker er ankommet til området.

»Vi tager de nødvendige forholdsregler for at kunne forsvare os selv, hvis vi bliver angrebet, siger talsmanden, Sharfan Darwish.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her