Den britiske premierminister, Theresa May, er skuffet over, at Labour ikke vil forhandle om brexit.

Theresa May til politiske modstandere: Nu må vi arbejde sammen

Theresa May kan stadig kalde sig premierminister. Det står klart onsdag aften, efter hun og den konservative regering overlevede en mistillidsafstemning. I en tale efterfølgende påpegede hun, at det nu er tid til at finde en løsning på vejen ud af EU. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Theresa May kan stadig kalde sig premierminister. Det står klart onsdag aften, efter hun og den konservative regering overlevede en mistillidsafstemning. I en tale efterfølgende påpegede hun, at det nu er tid til at finde en løsning på vejen ud af EU. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er tid til at lægge egne interesser til side og finde en løsning på Storbritanniens vej ud af EU.

Sådan lyder det fra den britiske premierminister, Theresa May, onsdag aften, efter at hun overlevede en mistillidsafstemning i det britiske parlament.

»Det britiske folk vil have, at vi går videre med brexit. Aftalen med EU blev afvist af parlamentet - med stor margin«.

»Nu har parlamentsmedlemmerne sagt, hvad de ikke vil. Nu må vi arbejde sammen på at finde ud af, hvad de så vil«.

»Det er tid til at lægge egne interesser til side«, siger Theresa May.

Hun er skuffet over, at Labour, der er det største oppositionsparti, ikke er villig til at forhandle.

May fortæller, at hun onsdag allerede har haft drøftelser med tre andre partier i oppositionen.

»Jeg er skuffet over, at lederen af Labour ikke er villig til at forhandle, men vores dør står åben«, siger Theresa May med henvisning til Jeremy Corbyn.

Den konservative regering overlever mistillidsafstemning: May fortsætter som premierminister i Storbritannien

Onsdagens mistillidsafstemning endte med, at 325 medlemmer i parlamentet støttede Theresa May, og 306 stemte imod.

Premierministeren fik støtte fra sine konservative partikolleger og det nordirske parti Democratic Unionist Party (DUP).

Afstemningen kom oven på tirsdagens afstemning om den aftaletekst, som EU og Theresa May forhandlede på plads sidste år.

Den indeholder de vilkår, Storbritannien kan forlade det europæiske samarbejde på.

Brexitaftalen blev tirsdag stemt ned med 202 stemmer for og 432 imod, og det fik Jeremy Corbyn fra Labour til at kræve en afstemning for at teste tilliden til Theresa May.

I december var May også centrum for en mistillidsafstemning.

Den gang var det dog kun i den konservative parlamentsgruppe, og her klarede hun også frisag.

Storbritannien står til at forlade EU 29. marts.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her