Og navnet er: Republikken Nordmakedonien.
Det er syv måneder siden, Grækenland og nu Nordmakedonien nåede frem til en aftale om navnet på landet nord for Grækenland. Men det blev en lang kamp at få aftalen konfirmeret og til sidst måtte den græske premierminister Alexis Tsipras gennem byger af kritik fra oppositionen og demonstrationer i gaderne, før flertallet var på plads.
En »hård og smertefuld proces« kaldte han det, og det er da også en strid, der har varet 28 år.
Så længe er det siden, at det tidligere Jugoslavien brød sammen og Republikken Nordmakedonien dengang gjorde krav på at kalde sig Makedonien. Grækenland sagde nej, Makedonien er den nordligste græske provins. Ingen ville give sig.
Alexander den Store (356-323 f.Kr.) blev helt central. Hen blev født i regionen, og i Skopje, Nordmakedoniens hovedstad blev både lufthavnen og en motorvej opkaldt efter netop ham. Ham, som grækerne om nogen opfatter som netop græsk! Grækenland svarede igen ved at nedlægge veto mod, at Makedonien skulle optages i NATO eller blive medlem af EU. Nordmakedonien er dog blevet kandidatland i EU, det blev det i 2005, men mere er der ikke sket. Det er nu heller ikke sikkert, at der var sket mere alligevel; de andre lande på Vestbalkan venter også stadig, men det er en anden historie.
Det er altså en strid med stærke nationale følelser, Alexia Tsipras og hans nordmakedonske kollega, Zoran Zaev, fik løst ved at lande på navnet Nordmakedonien og samtidig ændre navnet på lufthavnen til Skopje International Airport og motorvejen til »Venskab«. Statuen af Alexander den Store i lufthavnen er revet ned.
I EU blev aftalen hilst mere end velkommen, og da Alexis Tsipras i efteråret var i Strasbourg for at tale til Europaparlamentet, fik han stor ros. Det var i de etablerede partiers øjne et godt stykke politisk håndværk, Tsipras og Zaev havde begået. Det er blevet fulgt op af flere besøg i både Athen og Skopje for at hjælpe aftalen på vej, blandt andre har den tidligere amerikanske forsvarsminister Jim Mattis været i Skopje for at tale NATO, mens Tysklands kansler Angela Merkel har været i både Skopje og Athen. Her var hun i sidste uge.
Et europæisk skulderklap for Alexis Tsipras, men ikke et skulderklap, der nødvendigvis gavner på hjemmebanen. For mange grækere er netop Angela Merkel personificeringen af den sparekur, de har været igennem siden krisens start i 2009. Officielt er Grækenland ude af krisen nu, det kom det i august, men for de almindelige grækere opleves det ikke sådan. De oplever i stedet faldende indtægter og stigende udgifter og kan se, at mange af de unge er rejst til andre EU-lande og ikke vendt tilbage.
»Efter ti års krise, hvor udlandet har udsultet os, tager de nu også Makedonien fra os«, som bonden fra Kreta, Dimitris Orfanoudakis, sagde, da han talte med avisen Guardian torsdag. Han var taget ind til Athen for at protestere mod aftalen torsdag, hvor der var mange i gaderne. Demonstranterne sendte nødblus op, og politiet svarede igen med tåregas. Fredag aften var det mere beskedent ifølge nyhedsbillederne, men da var det også blevet regnvejr. Så demonstrationen foregik iført paraply.




























