Kvindekampen føres an af magtfulde mænd i de Forenede Arabiske Emirater - så ihærdigt, at de tog alle priserne ved årets uddeling af ligestillingspriser.

Mænd vandt det hele, da Emiraterne uddelte priser for ligestilling

Foto: Dubai Media Office
Foto: Dubai Media Office
Lyt til artiklen

De Forenede Arabiske Emirater har de seneste år lagt større vægt på ligestilling, og søndag belønnede man for andet år i træk de borgere, der mest aktivt og succesfuldt har kastet sig ind i kampen for kvinders ligestilling i det ellers så konservative samfund.

For at understrege kvindesagens og prisernes store betydning blev de uddelt af selveste hans kongelige højhed Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, Emiraternes vicepræsident.

»Vi er stolte af vore kvinders succes, og deres rolle er central i skabelsen af vort lands fremtid«, sagde sheiken ifølge et tweet fra Dubais Mediekontor.

»Balance mellem kønnene er blevet en hjørnesten i vores regerende institutioner«, fortsatte han.

Sheiken uddelte priser i tre kategorier, og modtagerne blev fundet blandt landets fremmeste politikere og embedsmænd.

Med tryk på mænd.

Prisen for ’den bedste personlighed til støtte for ligestilling’ gik til indenrigsminister Sheikh Saif bin Zayed Al Nahyan, der har kæmpet for at indføre barselsorlov i Emiraternes militær.

De tre andre, der modtog medaljer og certifikater, var også mænd, der åbenbart er bedst egnede og mest ivrige i bestræbelsen for at løfte kvinderne frem til at løse den for landet så vigtige opgave.

Søsteren: Loujain fik lov til at køre bil – så blev hun fængslet og torteret, mens kronprinsens rådgiver grinede

Dubais Mediekontor har fået en hel del reaktioner på sit Twitteropslag om ligestillingspriserne, de fleste i kategorierne hån, spot og latterliggørelse.

»I har ramt en glimrende balance mellem mænd med sort ansigtsbehåring og mænd med lys ansigtsbehåring«, skriver Samuel Luke.

Susan Szews giver mediekontoret et godt råd til, når priserne skal uddeles næste år: Sørg i det mindste for at tage en symbolsk kvinde med på billederne, skriver hun.

En enkelt, Woelt Dietrich, aner et fremskridt. Bare bliv ved på den måde nogle hundrede år mere, så nærmer I jer, skriver han.

Forbløffende få anerkender, hvor ihærdigt nogle af landets mest magtfulde mænd åbenbart har meldt sig ind i kvindekampen.

Jens Bostrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her