Især én anklage skiller sig ud blandt de 23 tiltalepunkter, som det amerikanske justitsministerium mandag aften rejste mod Huawei og firmaets finansdirektør Meng Wanzhou:
Et medarbejder-bonusprogram til at stjæle forretningshemmeligheder fra konkurrenterne.
Anklageskriftet hævder, at Huawei i årevis har arbejdet på at stjæle fortrolige oplysninger vedrørende den robotteknologi, som det amerikanske selskab T-Mobile ejer og bruger til at teste smartphones, inden de kommer på markedet.
Den eftertragtede teknologi kaldes ’Tappy’ og med en robotarm berører den mobilskærmen og efterligner dermed en menneskelig finger. Samtidig kan den spore problemer, måle hvor lang tid det tager at udføre opgaver og overvåge, hvor meget batteriet drænes af hver opgave.
Ifølge anklagen overtrådte Huawei-medarbejderne deres tavshedspligt og en fortrolighedserklæring med T-Mobile, da dets medarbejdere tog billeder, samlede mål og endda stjal et stykke af testrobotten ’Tappy’.
Bonusprogrammet blev oprettet i 2013, hvor medarbejderne kunne sende oplysningerne på en intern hjemmeside i bytte for økonomisk belønning. Bonusserne var baseret på værdien af de oplysninger, de stjal. De som stjal det mest værdifulde information blev belønnet med månedlige bonusser, som ikke er nærmere præciseret.
Huawei truer med at trække sig fra VestenDa T-Mobile opdagede, at dets forretningshemmeligheder angiveligt var blevet stjålet og rejste bekymringer herom, hævdede Huawei, at de involverede medarbejdere i tyveriet handlede på egen hånd og uden anvisning fra Huawei, står der i anklagen.
E-mails, som er anskaffet under efterforskningen, viser angiveligt, at det var toppen i Huawei, der gav ordrer til tyveri af forretningshemmeligheder.
Uenigheder mellem Kina og USA
Huawei har længe været en central virksomhed i den voksende handelskrig mellem USA og Kina. Og uenighederne fortsætter efter den amerikanske anklagemyndighed offentliggørelse af de 23 anklagepunkter rettet mod Huawei, to af virksomhedens datterselskaber samt Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou.
Anklagerne lyder blandt andet på, at Huawei og Meng Wanzhou, som er datter af Huaweis stifter Ren Zhenfei, skulle have brugt det Hongkong-baserede datterselskab Skycom Tech til at sælge udstyr til Iran på trods af USA’s sanktioner mod præstestyret.
I december sidste år blev Wanzhou anholdt i Canada for samme sanktionsbrud, hvilket har kompliceret forholdet mellem Kina og Canada, som har afvist et krav om at frigive finansdirektøren. Det har betydet, at tre canadiere efterfølgende er blevet anholdt i Kina, mens en fjerde canadisk statsborger er blevet idømt dødsstraf i landet.
En talsmand for Huawei udtalte sig mandag aften til Business Insider, at »firmaet nægter, at Huawei eller dets datterselskaber har begået nogen af de påståede overtrædelser af amerikansk lov, der er angivet i anklagerne. Vi er ikke bekendt med nogen forseelse fra fru Meng, og vi mener, at de amerikanske domstole i sidste ende vil nå frem til den samme konklusion«.
Udelukkelse af Huawei kan forsinke fremtidens internetDet, at techgiganten afviser alle anklager fremlagt af det amerikanske justitsministerium, lægger et pres på det i forvejen anspændte forhold mellem USA og Kina, der forsøger at lande en ny handelsaftale.
I en pressemeddelelse fra det amerikanske justitsministerium skriver de, at regeringen stadig efterforsker anklageforholdene.
fortsæt med at læse




























