0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix
Foto: Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix

Her er fire grafikker, der fortæller, hvor hurtigt Huawei har erobret verden

Frygten for kinesisk spionage via Huawei spreder sig verden over, mens techgiganten vokser sig større og større.

Lad os først få på plads, at Huawei udtales ’Wah-way’.

Det er måske nemmere at udtale i Kina, hvor virksomheden blev grundlagt i 1987 af en tidligere officer i det kinesiske militær, 74-årige Ren Zhengfei, men med en omsætning på mere end 500 milliarder kroner er den kinesiske telegigant en af de allerstørste spillere på det internationale marked.

Herunder har vi samlet informationer om Huawei i fire grafikker, der er med til at fortælle historien om, hvor hurtigt den kinesiske virksomhed har erobret verden.

Èn af verdens største smartphoneleverandører

Den verdensomspændende virksomhed, som har hovedkontor i Shenzhen i Kina, er i dag gigantisk med 180.000 ansatte og salg af produkter og services i 170 lande verden over.

Kerneaktiviteterne er fremstilling af teleudstyr, services for virksomheder og myndigheder og fremstilling af blandt andet mobiltelefoner og tablets.

Huawei er verdens næststørste producent – siden foråret 2018 – af smartphones efter sydkoreanske Samsung og foran Apple. Huawei sidder på 14,6 procent af verdens smartphonemarked, viser de seneste tal fra tredje kvartal 2018, til sammenligning med Samsung med 20,3 og Apple med 13,2 procent.

Verdens største leverandør af teleudstyr

I 2017 overgik titlen for verdens største producent af teleudstyr fra Sveriges Ericssons til Huawei. De fortæller, at de nu leverer til 45 ud af de 50 bedste globale telefonfirmaer. Det er leverancer af blandt andet teknologien til mobilmaster og programmerne, der styrer dem.

Nummer tre i Danmark

Danskernes forbrugsvaner ser dog helt anderledes ud end resten af verdens. Apple er nemlig suverænt det mest solgte smartphonemærke i Danmark. I december 2018 sad de på 60 procent af det danske smartphonemarked, mens Samsung sad på knap 17 procent og Huawei knap 12 procent. Alligevel solgte den kinesiske producent mere end 200.000 smartphones i Danmark i 2016.

Eksplosivt salg af smartphones

I 2010 leverede de ’sølle’ 3 millioner smartphones på verdensplan, og lige siden har tallene eksploderet. Allerede året efter blev antallet af leverede smartphones mere en seksdoblet, og otte år efter, i 2018, sendte de mere end 200 millioner smartphones i handlen verden over. Det vil sige, at leverancen på Huawei smartphones er 66 gange større i 2018 end 2010.

Milliardomsætning

I første halvår af 2018 havde Huawei en omsætning på omkring 304 milliarder danske kroner. Og den 26. december meldte Huawei, at den globale omsætning i 2018 forventes at være på omkring 715 milliarder danske kroner. Det er 21 procent højere end i 2017,hvor omsætningen lå på 582 milliarder danske kroner.

Huawei har desuden Kinas største virksomhedsforsknings- og udviklingsbudget på omkring 86 milliarder danske kroner, i 2017 – det er 10 procent mere, end de har i Apple.

Lande, som har vendt Huawei ryggen

Selv om det ikke er til at se på væksttallene for Huawei, har techgiganten det seneste år været midtpunktet i en global krise. Mistanke om spionage, anholdelser og forbud mod at operere i flere lande har ramt den kinesiske virksomhed.

Flere styrelser verden over har helt eller delvist droppet samarbejder med Huawei af frygt for kinesisk spionage. Se på kortet hvilke lande, der er tale om og hvorfor:

De alvorlige sager mod Huawei kulminerede den 28. januar, da amerikanske myndigheder tiltalte Huawei, to af virksomhedens datterselskaber samt Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou for blandt andet at sælge udstyr til Iran på trods af USA’s sanktioner mod landet og for at stjæle forretningshemmeligheder fra T-Mobile.

Huawei har afvist alle beskyldninger om spionage og har understreget, at de overholder lovgivningen i de lande, som virksomheden opererer i, og ikke sender data tilbage til Kina.

Kilder: Huawei, AP, Reuters, Ritzau, IDC, anandtech.com, statcounter.com

Læs mere:

Annonce