Nyt EU-kontor skal hjælpe borgere med jobskift over grænser

Lyt til artiklen

Det er for vanskeligt at skifte job på tværs af landegrænser i EU, mener EU-Kommissionen, men nu er der hjælp på vej.

Forhandlinger mellem lovgiverne i EU har torsdag resulteret i enighed om etableringen af Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed (ELA), hvis formål er at skabe 'fair mobilitet' på arbejdsmarkedet i EU.

Kontoret ventes formelt vedtaget inden længe.

ELA kaldes en myndighed, men det er i realiteten et agentur, og det er baseret på frivillighed fra medlemslandene.

Målet er blandt andet at yde bistand og støtte EU-landene i at håndhæve de regler, der er vedtaget for arbejdsmarkedet over de seneste år.

ELA skal skabe rimelige forhold og tillid for EU-borgerne, siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, som først nævnte planen i sin tale 'Unionens tilstand' i 2017.

»I dag har vi taget endnu et stort skridt i retning af et mere socialt Europa, som vi har lovet. Med 17 millioner europæere, som i dag bor og arbejder i et andet EU-land, er det på høje tid, at vi får ELA til at støtte«, siger Juncker.

Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed møder ikke begejstring i hele EU-Parlamentet.

Dansk Folkepartis Anders Vistisen, som sidder i beskæftigelsesudvalget, der har ledet forhandlingerne, stemte imod.

Han kalder disse EU-kontorer for 'dyre prestige- og beskæftigelsesprojekter'.

»Vi mener, at EU allerede blander sig for meget på dette område. Det er det, der i høj grad skaber social dumping og de problemer, der er med velfærdsturisme«, siger Vistisen.

Der er ikke truffet beslutning om, hvor i EU kontoret skal placeres.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her