De saudiarabisk ledede styrker i Yemen kæmper indædt for at gennembryde fjendens linjer og sender utrænede soldater i felten for at rydde minefelter. Nogle gange bruger soldaterne bare bajonetten på deres eget gevær, når de søger efter minerne.
»Jeg fik ryddet to miner, men den tredje eksploderede«, fortæller en 39-årig yemenitisk soldat, Sultan Hamad, som mistede benet under minerydning ved frontlinjen tæt på den historiske by Marib i det centrale Yemen. Han er en af de knap ti soldater, der befinder sig på en klinik i byen, mens de venter på at få kunstige lemmer i form af proteser.




























