Spansk kvinde død efter middag på Michelin-restaurant

Lyt til artiklen

En middag på en Michelin-restaurant i Spanien har kostet en 46-årig spansk kvinde livet.

Det skriver flere udenlandske medier - heriblandt BBC og The Guardian.

Kvinden besøgte restauranten RiFF i byen Valencia en lørdag aften sammen med sin mand og parrets søn. Restauranten har en michelinstjerne.

Men dagen efter var kvinden død, mens manden og sønnen også havde været syge med opkast og diarré.

De spanske myndigheder har efterfølgende erfaret, at i alt 29 personer er blevet syge med madforgiftning efter besøg på restauranten i dagene mellem 13. og 16. februar, skriver BBC.

»Med undtagelsen af personen, der er død, har alle de syge gæster haft lette symptomer - primært opkast«, siger den lokale sundhedsmyndighed ifølge The Guardian i en udtalelse.

Restauranten er lukket, mens myndighederne undersøger årsagen til madforgiftningen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her