Et dybt jordskælv med en beregnet styrke på 7,5 har ramt Ecuador tæt på grænsen til Peru fredag morgen.
Det oplyser USA's agentur for geologiske undersøgelser, USGS. Skælvet ramte 224 kilometer sydøst for byen Ambato og havde en dybde på 132 kilometer.
Først lød meldingen fra USGS, at jordskælvet, der ramte klokken 5.17, havde en styrke på 7,7. Der har ikke på noget tidspunkt været tegn på, at der var fare for, at jordskælvet ville udløse en tsunami.
Der har endnu ikke været meldinger om tilskadekomne eller store ødelæggelser. Ifølge mediet The Mirror kunne skælvet dog mærkes rundt om i Sydamerika.
En borger i byen Cuenca, der ligger 253 kilometer fra skælvets epicentrum, beskrev rystelserne som 'stærke', fremgår det på hjemmesiden for European-Mediterranean Seismological Centre.
En anden borger i samme by har fortalt, at det gav 'en god rystelse på 30 sekunder'.
I april 2016 blev Ecuador ramt af det værste jordskælv i knap 70 år. Flere end 600 mennesker omkom.
Ødelæggelserne skabte skader for flere milliarder kroner, og skælvet blev målt til 7,8.
ritzau
fortsæt med at læse




























