Tyskland anmoder om udlevering af syrisk efterretningschef fra Libanon, hvor han er indlagt på et hospital.

Anklaget for tortur: Tyskland vil stille syrisk efterretningschef for retten. Libanon beskytter ham

Jamil Hassan - chef for det syriske flyvevåbens efterretningstjeneste og ansvarlig for netværk af torturcentre. Foto: Ukendt syrisk kilde..  Foto: Unknown syrian provider/Unknown syrian provider
Jamil Hassan - chef for det syriske flyvevåbens efterretningstjeneste og ansvarlig for netværk af torturcentre. Foto: Ukendt syrisk kilde.. Foto: Unknown syrian provider/Unknown syrian provider
Lyt til artiklen

Hvis en efterlyst torturchef vover sig ud af sit land, må han enten være meget syg eller føle sig meget sikker på sin magt.

Jamil Hassan kan være begge dele: syg – og magtfuld.

Han har siden 2009 været chef for det syriske flyvevåbens efterretningstjeneste, som anklages for bestialsk tortur mod kritikere af diktatoren Bashar al-Assad.

Flere tidligere fanger i Jamil Hassans varetægt har berettet om ekstrem tortur. En har tidligere fortalt The Washington Post om udpresning af et øje. En anden om torturbødler, som smeltede plastik over ham for at presse ham til at oplyse navne på venner, som havde deltaget i demonstrationer.

Nu har Jamil Hassan alligevel vovet sig ud af Syrien for at blive indlagt på et hospital i nabolandet Libanon.

Det får Tyskland til at bede Libanon om at få efterretningschefen udleveret til retsforfølgelse for forbrydelser mod menneskeheden.

Svært retsopgør

Sagen tager forskud på et problematisk retsopgør efter den foreløbig otte år lange krig i Syrien, hvor diktaturet nu har genvundet magten over det meste af det tæt befolkede vestlige Syrien.

Den syriske diktator har på forhånd afvist anklager om tortur som fake news, og torturanklagerne vil ikke føre til et retsopgør i Damaskus, så længe Assad fastholder magten. Jamil Hasan menes at høre til diktatorens inderkreds og blev allerede i 2011 ramt af EU-sanktioner på grund af sit medansvar for vold mod den civile befolkning i Syrien.

Han sagde i et berømt interview til The Independent i november 2016, at den syriske krig havde været afsluttet meget hurtigere, hvis man blot havde brugt samme taktik, som det syriske regime anvendte imod oprøret i byen Hama i 1982. Dengang sønderbombede det syriske flyvevåben en stor del af Hama.

Tyskland anmodede i sommer Interpol om at sætte Hassan på sin liste over internationalt efterlyste. Det kunne i hvert fald ramme Jamil Hassan på den led, at det ville hindre ham i at tage på rejse, hvis andre lande var forpligtet til at lade ham arrestere og udlevere til Tyskland.

Hizbollah passer på ham

Men Jamil har nu vovet sig til Libanon, som udleveringskravet ikke er bekvemt for. Om den libanesiske regering selv ville ønske at kunne udlevere torturchefen, er uvist og for så vidt også lige meget. For ifølge Al-Jazeera er Jamil Hassan indlagt på et hospital under Hizbollah-bevægelsens beskyttelse. Hizbollahs milits bidrager i den syriske krig med lejesoldater for Assad. Og indlæggelsen af Jamil Hassan på et libanesisk hospital er en påmindelse om, at Libanon har to væbnede systemer, dels statens politi og militær, dels Hizbollahs milits. Og staten viger, hvor Hizbollah insisterer på at beskytte den syriske efterretnings- og torturchef.

Den libanesiske præsident, Michael Aoun, siger til Al-Jazeera, at hvis Jamil Hassan er i Libanon, er hans kontor ikke bekendt med det. Præsidentens parti er allieret med Hizbollah i det libanesiske parlament.

International analyse: Først Idlib, derefter de andre slag

Hvad er så udsigten for et retsopgør mod de ansvarlige for tortur i Syrien?

De tyske myndigheder har ifølge Der Spiegel krævet, at Libanon skal udlevere Jamil Hassan efter en anmeldelse fra syriske flygtninge.

En syrisk menneskeretsadvokat, Anwar al-Bunni, som selv bor i Tyskland, siger til Al-Jazeera, at efterretningschefen, så vidt han ved, modtager lægehjælp under Hizbollahs overvågning.

Tyskland bringer alligevel sagen videre, om ikke i forventning om udlevering af torturchefen så for at bidrage til, at storforbrydere fra Syrien får begrænset deres bevægelsesfrihed.

To andre syrere for retten

To andre syrere blev i sidste uge tilbageholdt i Tyskland. En af dem, Jamal R., anklages for at have bidraget til tortur i krigens to første år, 2011 og 2012, skriver ECCHR, et tyskbaseret center for menneskerettigheder. Den anden anklages for at have dræbt 2 fanger og for at have torteret 2.000 andre, skriver Al-Jazeera. De to tilbageholdte var modsat Jamil Hassan selv rejst til Tyskland som ’flygtninge’, men blev genkendt af tidligere ofre i de syriske torturcentre.

En fransk domstol har også udstedt en arrestordre mod Jamil Hassan for tortur, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Jamil Hassan står også på en amerikansk sanktionsliste.

Syrien anerkender ikke Den Internationale Straffedomstol. Og Rusland og Kina har nedlagt veto mod flere forsøg på at oprette et internationalt tribunal til retsforfølgelse af tortur og forbrydelser mod menneskeheden under den syriske krig. Det har beskyttet Jamil Hasan og andre højtplacerede syrere mod risikoen for retsforfølgelse i Haag.

Anders Jerichow

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her