Havbiologer i Brasilien blev højst overraskede, da de i fredags opdagede en ung pukkelhval, der var skyllet op på land på en fjerntliggende ø i Amazonfloden. På denne tid af året burde den allerede være vandret flere tusind kilometer til Antarktis.
Det var folk fra dyreværnsorganisationen Bicho d’Agua, der fandt hvalen, da de undersøgte, hvorfor en flok gribbe kredsede over en mangroveskov på øen Marajó, der ligger i Amazonfloden. Cirka 15 meter fra kysten fik forskerne øje på den livløse hval, der sad fast i det tykke mangrovekrat. Hvalen er omkring 8 meter lang og havde allerede været død i flere dage, siger myndighederne i delstaten Pará i det nordlige Brasilien til lokale nyhedsmedier.




























