Forsker spår ubehag men ingen retssag efter Cohen-høring

Lyt til artiklen

Den flere timer lange høring, som præsident Donald Trumps tidligere advokat var igennem i Repræsentanternes Hus onsdag, var meget ubehagelig for Trump.

Det vurderer Jørn Brøndal, der er professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

Men ifølge ham skal der mere til at sætte gang i en retssag, der kan få mere konkrete følger for præsidenten.

»Den er meget ubehagelig for Donald Trump, men jeg tror, at der formentlig skal mere til, før vi taler om egentlige modforanstaltninger i retning mod en rigsretssag«, siger Jørn Brøndal.

Præsidentens toprådgiver taler ud under høring: »Trump beordrede mig ikke direkte til at lyve. Det er ikke sådan, han gør tingene«

Under høringen kom det frem, at Donald Trump ifølge hans tidligere advokat Michael Cohen på forhånd havde kendskab til et stort læk af e-mails i 2016.

Cohen påstår, at Trump gennem sin rådgiver Roger Stone var blevet advaret om, at WikiLeaks ville offentliggøre materiale, der kunne skade Trumps rival Hillary Clintons kampagne.

»Det er interessant, ikke mindst fordi idéen foreløbig har været, at Roger Stone hævder ikke at have haft forhåndsviden om WikiLeaks«.

»Men først og fremmest, at præsidenten er blevet holdt uden for det her«, siger Jørn Brøndal.

Mullers rapport lurer lige om hjørnet

Men hvis oplysningerne stemmer overens med den såkaldte Rusland-undersøgelse, der er på trapperne, kan det få betydning, påpeger forskeren.

»Vi ved, at der ligger noget andet og lurer lige om hjørnet nemlig Muellers rapport. Den regner man med kan komme i løbet af marts måned, siger Jørn Brøndal og fortsætter:

»Hvis den går i spænd med Cohens udlægning, så kan det godt være, at man kan begynde at se en situation, hvor Trump virkelig, virkelig kommer i klemme.

Trumps tidligere advokat skyder med skarpt: »Han er en racist. Han er en bedrager. Han er en svindler«

USA's efterretningstjeneste er ved at undersøge, om russerne forsøgte at påvirke resultatet af præsidentvalget i 2016.

Intet tyder på Trump-involvering i forberedelse af læk

Rapporter har tidligere peget på, at den russiske efterretningstjeneste har brugt WikiLeaks.

Jørn Brøndal påpeger dog, at der efter høringen ikke er noget, der tyder på, at Trump spillede en rolle i forberedelserne til lækket af e-mails.

Sidste år blev Cohen kendt skyldig i blandt andet skattesvig og for at have løjet over for Kongressen. Derfor skal han tre år i fængsel.

Dommen fik flere af de tilstedeværende republikanere til at betvivle Cohens vidneudsagn undervejs i høringen, hvor han blandt andet blev kaldt 'løgner'.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her