I en sværm af kameraer ankom Donald Trumps tidligere topadvokat Michael Cohen, der var blevet indkaldt til afhøring i ndersøgelsesudvalget i den amerikanske Kongres. Manden er blevet kaldt Trumps pitbull og stod for Trumps forbindelser til Rusland.
Allerede inden Cohen var blevet afhørt, stod det klart, at det ikke var pæne ord om Trump, der ville falde.
»Han er racist. Han er en bedrager. Han er en svindler«, sagde Michael Cohen, da han endelig fik ordet.
»Jeg havde aldrig troet, at han kunne føre en kampagne på had og intolerance – og faktisk vinde«, sagde han videre.
Inden Michael Cohen, der blev advokat for præsidenten i 2007, fik ordet, sad han bænket i udvalgsværelset i næsten en halv time, mens udvalgsmedlemmerne diskuterede værdien af hans vidneudsagn.
Sidst jeg var i Kongressen, var det for at beskytte Trump, nu er jeg her for at fortælle sandheden
Cohen valgte nemlig sidste sommer at samarbejde med Rusland-efterforsker Robert Mueller og er siden blev idømt tre års fængsel for blandt andet skattesnyd og for at have vildledt Kongressen i en tidligere afhøring i foråret 2018.
»Jeg er enig i, at vi må tage højde for, at Cohen tidligere har løjet, men vi skal høre vidneudsagnet«, sagde Elijah Cummings, demokratisk formand for undersøgelsesudvalget. Han understregede, at det ikke er en gratis omgang for Cohen at vidne igen, og det ville have juridiske konsekvenser, hvis han atter løj.
»Han har en hel del at tabe«, understregede Cummings.
Et af de republikanske udvalgsmedlemmer, Jim Jordan, tog straks til genmæle. Han mente, at hele høringen var blevet sat i scene af Trumps modkandidat ved præsidentvalget, Hillary Clinton, og hendes folk.
»Det er første gang, at en, der er blevet dømt for at lyve for Kongressen, så hurtigt efter er blevet indkaldt som vidne«, sagde Jim Jordan.
Penge til pornostjerne
Men så gik høringen i gang, som præsident Donald Trump måtte følge fra Vietnams hovedstad, Hanoi, hvor han er optaget af topmødet med Nordkoreas leder, Kim Jung-un.
»Sidst jeg var i Kongressen, var det for at beskytte Trump. Nu er jeg her for at fortælle sandheden«, sagde Cohen.
Præsidenten kunne blandt andet høre Cohen forklare, at Trump forsøgte at betale sig fra at få afsløret en affære med pornostjernen Stephanie Clifford – kendt under kunstnernavnet Stormy Daniels.
Blå bog
Michael Cohen
Født i New York i 1966 og uddannet advokat. Tjente sin formue på investeringer i taxabranchen og på handler i det tidligere Sovjet, hvor hans kone er født.
I 00’erne investerede han i Trumps byggeprojekter og kom helt tæt på manden, han har beundret siden sin ungdom.
Cohen var Trumps personlige advokat og har bistået ham med forretninger i 10 år.
I 2018 blev hans kontor ransaget af FBI, og bunker af materiale blev beslaglagt.
Cohen underbyggede sin påstand over for retten ved at fremlægge dokumentation for, at han har overført 135.000 dollars eller omkring 850.000 kroner til Stormy Daniels’ advokat.
I første omgang tog Cohen pengene fra sin egen konto. På den måde kunne de ikke spores tilbage til Trump, og han fik efterfølgende en række overførsler fra Trump-organisationen til dækning af udgifterne. På en storskærm blev også vist en check til Cohen underskrevet af Trump personligt i august 2017 – altså efter at Trump var blevet præsident.
Cohen fortalte også, at han løj for Kongressen sidste år om Trumps forhandlinger om et højhusbyggeri i Moskva. Han sagde, at forhandlingerne var blevet indstillet i januar 2016, da Trump indledte forsøget på at blive præsidentkandidat for det republikanske parti. Ikke desto mindre fortsatte forhandlingerne i foråret 2016.
Cohen understregede, at løgnen ikke blev afleveret på arbejdsgiverens opfordring:
»Trump beordrede mig ikke direkte til at lyve. Det er ikke sådan, han gør tingene«.
»I samtaler, vi havde under kampagnen, og mens jeg forhandlede med russerne for ham, så han mig i øjnene og sagde, at der ikke var nogen forretninger i Rusland, hvorefter han gik ud og løj for det amerikanske folk. På den måde sagde han til mig, at jeg skulle lyve«, forklarede Cohen og uddybede: »Han løj om det, fordi han på intet tidspunkt ventede at vinde valget. Han løj også, fordi han stod til at tjene flere hundrede millioner dollars på byggeprojektet i Moskva«.
Michael Cohen fortalte også om et møde i forsommeren 2016 på Trumps kontor. Trump havde sin rådgiver Roger Stone i telefonen og satte medhør på.
»Stone fortalte, at han netop havde talt med Julian Assange (WikiLeaks’ frontfigur, red.), der havde sagt, at han inden for få dage ville offentliggøre en stor mængde e-mails, som ville skade Hillary Clintons valgkampagne«, fortalte Cohen og oplyste, at Trump havde svaret »Storartet«.
Republikanerne gik ikke ind i, hvad Cohen fortalte om Trump, men borede i den tidligere toprådgivers troværdighed og slog på, at baggrunden for vidneudsagnet i Kongressen skulle være surhed over, at Cohen ikke fik job i Det Hvide Hus.
Republikaneren Jim Jordan spurgte gang på gang, hvorfor Cohen ikke havde indberettet indtægter til skattemyndighederne, og om det var for at beskytte Trump: »Nej«, måtte Cohen sige gentagne gange.
Jordan undrede sig videre over, at Cohen havde arbejdet for Trump i 10 år, når han over for Kongressens undersøgelsesudvalg beskrev ham som en så ubehagelige person.
»Jeg ville kunne forstå, hvis du havde arbejdet for ham i 10 dage, 10 uger, ja måske 10 måneder, men hvordan kunne du arbejde for ham i 10 år«, lød det retorisk fra republikaneren fra Ohio.
fortsæt med at læse




























