Stort strømnedbrud i Venezuela: 15 nyrepatienter meldes døde

Caracas i mørket pga strømnedbrud. Foto: Marco Bello/Ritzau Scanpix
Caracas i mørket pga strømnedbrud. Foto: Marco Bello/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

15 dialysepatienter er døde som følge af et omfattende strømnedbrud i Venezuela.

Det oplyser Codevida, en rettighedsorganisation for sundhed, lørdag.

Alle 15 patienter led af en fremskreden nyresygdom og døde, fordi strømnedbruddet gjorde det umuligt for dem at komme i den nødvendige dialyse.

»I perioden fra i går til i dag var der 15 dødsfald på grund af manglende dialyse«, siger direktør for Codevida Francisco Valencia.

»Situationen for folk med nyresvigt er kritisk. Vi taler om, at 95 procent af alt dialyseudstyr er berørt på grund af strømnedbruddet. I dag når vi formentlig op på 100 procent«, tilføjer han.

Ifølge Francisco Valencia er flere end 10.200 dialysepatienter på tværs af Venezuela i risiko som følge af nedbruddet.

Venezuela har siden torsdag eftermiddag været ramt af det værste blackout i det olieproducerende lands historie.

Præsident Nicolas Maduro sagde til tilhængere lørdag, at næsten 70 procent af strømmen var tilbage, men at der ved middagstid var sket et 'cyberangreb' mod en af generatorerne, hvilket fik det hele til at gå i sort igen.

Skoler og arbejdspladser lukket

Fredag lukkede Venezuelas regering alle landets skoler og arbejdspladser som følge af strømnedbruddet.

Regeringen hævder, at nedbruddet skyldes sabotage begået af oppositionen.

Strømnedbruddet kommer, på et tidspunkt hvor Venezuela befinder sig i en dyb politisk krise. USA og omkring 50 andre lande har fordømt præsident Maduro. De støtter i stedet oppositionslederen Juan Guaidó.

Venezuela lukker skoler og arbejdspladser efter strømsvigt

22 ud af 23 af Venezuelas stater meldes berørt af det store strømsvigt.

Selv om strømnedbrud er forholdsvis hyppige i Venezuela, så varer de sjældent mere end en dag.

Den hårdt prøvede befolkning i det sydamerikanske land mangler fornødenheder som mad og medicin, og økonomien i landet er i frit fald. Omkring 2,3 millioner venezuelanere er flygtet fra landet siden 2015.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her