Opdateret 09.27:
»Dette er en af de mørkeste dage i New Zealands historie«.
Sådan lød det fra landets premierminister, Jacinda Ardern, da hun første gang udtalte sig om et blodigt angreb på to moskéer i byen Christchurch, hvor 49 er dræbt.
»Det er tydeligt, at dette kun kan betegnes som et terrorangreb«, sagde Ardarn efterfølgende.
Jacinda Ardern opfordrede borgere til at holde sig inden døre, da ’der kan være flere gerningsmænd’.
Byen er i chok over angrebene
Det faktum, at de fremmødte i moskéen var muslimer og i flere tilfælde immigranter eller efterkommere, der praktiserede deres tro på fredelig vis, gør blot tragedien større, sagde premierministeren.
»De har valgt at gøre New Zealand til deres hjem, og de er en del af os. Personen, der har gjort dette, er ikke. Den person hører ikke hjemme i New Zealand«, lød det fra Jacinda Ardern.
Borgmesteren i Christchurch, Lianna Dalziel, har siden udtalt til Radio NZ, at byen er i chok over det voldsomme angreb på en religiøs minoritet.
»Dette er noget, jeg aldrig troede, vi skulle opleve hverken her eller i New Zealand i det hele taget«, sagde hun.
Politiet er massivt til stede i byen, og byen bliver holdt i et såkaldt ’lockdown’, siger både premierministeren og byens borgmester.
ritzau/politiken
fortsæt med at læse


























