Præsident Jair Bolsonaro opfordrede i sidste uge Brasiliens militær til at »højtideligholde mindet« om det brutale kup, der for 55 år siden indførte militærdiktatur i landet. Hans opfordring har ført til indædt debat om arven efter en historisk periode præget af undertrykkelse.
Jair Bolsonaro, der selv er tidligere kaptajn i hæren og hører til på den yderste højrefløj, har flere gange før taget de militære magthavere i forsvar. Det kup, der 31. marts 1964 afsatte en venstreorienteret præsident, har han kaldt en triumf og et storslået anslag mod kommunismen.