Sudans nye leder ophæver udgangsforbud

Lyt til artiklen

Sudans nye, midlertidige leder, general Abdel Fattah al-Burhan, har ophævet udgangsforbuddet i landet og lover, at alle politiske fanger vil blive løsladt.

Det siger han i sin første tv-tale, mindre end 24 timer efter at han tiltrådte.

Udgangsforbuddet blev indført af hans forgænger, Awad Ibn Ouf, der meddelte fredag aften, at han trådte tilbage.

Burhan lover desuden i sin tv-tale lørdag, at der vil blive etableret en civil regering efter drøftelser med oppositionen. Han gentager løftet om, at denne overgangsperiode vil vare højst to år.

Ekspert om oprør i Sudan: Militæret har jo stadig blod på hænderne fra folkemord. De kan ikke bare trække i civilt tøj og gå ud og spise en shawarma med familien

Den nye leder lover også at 'omstrukturere statsinstitutionerne og bekæmpe korruption og fjerne regimet og dets symboler', siger han.

Men i hovedstaden Khartoum fortsætter demonstrationerne lørdag.

Tusindvis af mennesker er strømmet til militærets hovedkvarter. Mange af dem siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at de vil blive i gaderne, indtil en civil regering er indsat.

Demonstranter har vundet endnu en sejr

Det er flere måneders protester, som førte til, at Sudans præsident gennem 30 år, den krigsforbrydersigtede Omar al-Bashir, torsdag trådte tilbage fra posten.

Lørdag har demonstranterne vundet endnu en sejr. Den øverste chef for sikkerheds- og efterretningstjenesterne, Salah Abdallah Mohamed Saleh, der også kaldes Salah Gosh, er trådt tilbage.

Lederen af Sudans torsdagskup træder tilbage

Det var Salah Gosh, der var arkitekten bag det omfattende sikkerhedsapparat under Omar al-Bashir.

Oppositionen holder Salah Gosh ansvarlig for drab på nogle af de demonstranter, der har deltaget i protesterne mod styret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her