To er dræbt og fire såret under skyderi på universitet i USA

Familiemedlemmer og venner venter på nyt efter skyderiet på universitetUNC Charlotte. To blev dræbt og fire såret.  Foto: Logan Cyrus/Ritzau Scanpix
Familiemedlemmer og venner venter på nyt efter skyderiet på universitetUNC Charlotte. To blev dræbt og fire såret. Foto: Logan Cyrus/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To personer er blevet dræbt, og fire personer er såret under et skyderi på et universitet i Charlotte i den amerikanske delstat North Carolina.

Det bekræfter de lokale myndigheder natten til onsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge redningsmyndighederne i Charlotte blev de to dræbte fundet døde på gerningsstedet.

De fire sårede er bragt til behandling på hospitalet. To af dem er i livsfare, lyder meldingen.

Ung bevæbnet kvinde er død efter stor menneskejagt i USA

Det er endnu ikke oplyst, hvorvidt de dræbte og sårede er studerende eller ansatte på universitetet.

Politiet i Charlotte og Mecklenburg skriver på Twitter, at en mistænkt gerningsmand er i politiets varetægt. Politiet formoder, at den mistænkte har handlet alene.

Ifølge lokale medier skal den anholdte selv være indskrevet som studerende på universitetet.

»Løb, gem jer, kæmp«

De første meldinger om skyderiet blev ifølge tv-kanalen WBTV meldt til politiet klokken 17.45 lokal tid i nærheden af en administrativ bygning på universitetet.

»Løb, gem jer, kæmp. Kom i sikkerhed øjeblikkeligt«, skrev universitetet UNC Charlotte umiddelbart efter til sine studerende på Twitter.

Politiet lukkede og afspærrede efterfølgende universitetet og bad alle studerende og ansatte om at holde sig på afstand af gerningsstedet.

FBI advarer om bevæbnet kvinde betaget af Columbine-massakren

Kort før klokken 20 lokale tid melder politiet på Twitter, at situationen på campus igen er under kontrol.

Vi Lyles, der er borgmester i Charlotte, skrev tidligere på aftenen på Twitter, at hun var i chok.

»Vi er chokerede over at høre, at der er en skudepisode på campus på UNC Charlotte. Mine tanker går til familierne til dem, der har mistet livet, de sårede, hele universitetet og dem, der modigt sprang til for at hjælpe andre«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her