To store demonstrationer kæmpede onsdag om verdens opmærksomhed på gaderne i Caracas. Den enes deltagere var bragt ind i store lastbiler og busser til støtte for præsident Nicolas Maduro, og den anden mødte frem for at erstatte ham med den selvudråbte præsident Juan Guaidó.
Det er anden dag, gaderne fyldes med demonstranter, og Gauidó opfordrede sine tilhængere til at danne »historiens største march« for at vise regeringen, hvem der nyder størst støtte i befolkningen. Maduro gjorde det samme, da han lovede et »massivt fremmøde« til sit 1. maj-møde.




























