Da Italiens indenrigsminister Matteo Salvini fra det højrenationalistiske parti Lega i april præsenterede sin plan om at danne en ny gruppe af højrepartier i Europa-Parlamentet, havde han ifølge italienske medier inviteret 20 partier, men der kom kun tre. Dansk Folkeparti, De Sande Finner og Alternative für Deutschland dukkede op. Når gruppen mødes på lørdag til et valgmøde i Milano vil der være 11 partier repræsenteret, fremgår det af en liste fra Lega.
Geert Wilders skal tale
På talerlisten står Geert Wilders fra det hollandske Frihedspartiet. Dansk Folkepartis gruppeformand i parlamentet, Anders Vistisen, lægger ikke skjul på, at han gerne havde set, at der stod Forum for Demokrati. Det er et nyt højrenationalt parti ledet af Thierry Baudet, der har overhalet islam-basheren Geert Wilders på den hollandske højrefløj. Thierry Baudet har imidlertid annonceret, at Forum for Demokrati planlægger at melde sig ind i den mere moderate gruppe ECR, som Dansk Folkeparti forlader efter valget.




























