Russisk ret stadfæster dom på seks år til dansk Jehovas vidne

Dennis Christensen eskorteres ind i retten, hvor han blev idømt seks års fængsel for at videreføre Jehovas Vidner.  Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix
Dennis Christensen eskorteres ind i retten, hvor han blev idømt seks års fængsel for at videreføre Jehovas Vidner. Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En regional ret i Rusland har torsdag stadfæstet en dom på seks års fængsel til danske Dennis Christensen. Det oplyser Amnesty.

Han er dømt for at videreføre trossamfundet Jehovas Vidner, der er forbudt i landet. Det skyldes, at Jehovas Vidner i Rusland siden foråret 2017 er blevet betragtet som en religiøs ekstremistisk organisation.

Det betyder, at trossamfundet står på samme liste som nynazister og terrorsympatisører.

Amnesty beder hele verden om at hjælpe fængslet dansker

Dennis Christensen er selvstændig tømrer, russisk gift og har boet i Rusland i 16 år. Senest i Oryol, hvor han nu sidder fængslet.

Han har været varetægtsfængslet siden 25. maj 2017. Han nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.

Må ikke praktisere og missionere

I februar blev han i en distriktsret idømt seks års fængsel. Det er den straf, som torsdag er blevet stadfæstet.

I forbindelse med at Dennis Christensen blev dømt i februar, oplyste Amnesty, at den tid, han allerede har siddet fængslet, tæller med i straffen og tæller dobbelt. Dermed står han ikke over for yderligere seks års afsoning.

Det var Dennis, der havde nøglen, da betjentene stormede ind, og det koster ham 6 år i russisk fængsel

Det er i princippet ikke forbudt at være Jehovas vidne i Rusland, og der er cirka 175.000 medlemmer af trossamfundet i landet. Men vidner må ikke praktisere og missionere der.

Jehovas Vidner i Danmark oplyser, at der siden 20. april 2017 og indtil 22. maj 2019 er foretaget over 420 ransagninger af private hjem og anholdelser af Jehovas vidner i Rusland.

195 personer er sigtet eller tiltalt efter paragraffen om ekstremisme, ligesom Dennis Christensen var. 30 af dem sidder varetægtsfængslet, mens 24 er i husarrest.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her