»Det er som en krigszone«: 109 lejligheder er beskadiget ved eksplosion i Linköping

Foto: 71500 Jeppe Gustafsson/tt/Ritzau Scanpix
Foto: 71500 Jeppe Gustafsson/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En voldsom eksplosion rystede fredag formiddag den centrale del af den sydsvenske by Linköping.

Der var hurtigt et stort antal politibiler og ambulancer på stedet.

Årsagen til eksplosionen er fortsat ukendt.

Cirka 25 personer blev meldt skadet efter eksplosionen. Flere med mindre skader fra knust glas.

To personer er fredag eftermiddag fortsat indlagt på universitetshospitalet i Linköping, oplyser den medicinsk ansvarlige i regionen, Kim Berg, på et pressemøde.

Ejendomsadministratoren i de berørte huse, Fredrik Törnquist, oplyser til TT, at i alt 109 lejligheder i området er blevet beskadiget ved eksplosionen. 34 af dem er værst ramt.

»Der er mange, som ikke vil kunne flytte hjem i aften«, siger Törnquist.

Vinduer og altaner blæst helt ud

I et hus med fem etager er vinduer og altaner helt blæst ud, fremgår det af billeder fra stedet.

»Det er på dette tidspunkt uklart, hvad der er sket, og hvad det i så fald var rettet mod, eller om det handler om en ulykke«, sagde politiets talsmand, Åsa Willslund tidligere på dagen. Fredag eftermiddag var der stadig nyt om årsagen.

»Det er som en krigszone«, sagde en lokal beboer.

Ifølge TT skete eksplosionen i en ejendom, hvor der både er erhvervslejemål og boliger. Det var klokken 9.02.

Flere gader i området blev afspærret efter eksplosionen, og bomberyddere blev tilkaldt.

»Der er ikke nogen oplysninger om, at der vil være risiko for yderligere eksplosioner, men vi fastholder afspærringerne for ikke at få folk ind på sprængningsstedet, hed det fra politiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her