Man skulle mene, at de konservative i Storbritannien allerede har hænderne fulde med at finde en ny partiformand og premierminister, der kan lede briterne ud af EU, men på det seneste har flere skandaler ramt det kriseramte parti og gjort ondt værre.
Fredag er den konservative minister Mark Field kommet i problemer, efter at tv-stationen ITV har offentliggjort optagelser, der viser ham tage hårdt fat i en Greenpeace-aktivist, der protesterede i forbindelse med en tale af finansminister Philip Hammond torsdag aften.
På optagelserne kan man se Mark Field rejse sig hastigt fra sit bord og skubbe kvinden iklædt en lang rød kjole op ad væggen, inden han med et fast greb i hendes nakke eskorterede aktivisten ud af lokalet.
Sammen med flere andre klimaaktivister havde kvinden forinden haft held til at overdøve finansministerens tale. Greenpeace kaldte efterfølgende Mark Fields opførsel for »chokerende« og et »overfald«.
Den konservative gruppeformand Brandon Lewis siger til ITV, at man er ved at undersøge sagen, som hurtigt har fået flere Labour-politikere på banen og kræve ham fyret fra posten som minister for Asien og Stillehavsregionen i det britiske udenrigsministerium.
»Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der undrer sig over, hvorfor ingen greb ind. Vold kan ikke retfærdiggøres på nogen måde. Der bør sættes en undersøgelse i gang så hurtigt som muligt«, lyder det på Twitter fra Labours ligestillingsordfører Dawn Butler, som kalder optagelserne for »forfærdelige«.
Hovedpersonen selv kan tilsyneladende godt se, at den er gal, selv om han også forsvarer sin handling.
I en udtalelse siger Mark Field, at han »beklager dybt« og undskylder over for kvinden, men han siger samtidig, at han var oprigtigt bekymret for, at hun var bevæbnet, og at han reagerede instinktivt, da han tog fat i hende.
»Jeg følte, at jeg skulle gribe ind konsekvent for at eliminere den trussel, der var mod de tilstedeværendes sikkerhed«, siger Mark Field.
Fik hadsk sms fra partifælle
Sagen kommer kun dagen efter, at det kvindelige konservative parlamentsmedlem Antoinette Sandbach torsdag stod frem og fortalte, hvordan hun havde modtaget en hadsk sms fra en partifælle i parlamentet, der skrev, at hun var »en skændsel«, og at hun burde forlade partiet.
Hun fik sms’en i toget kort efter at hun i afstemningen om at finde Theresa Mays afløser havde givet sin støtte til Rory Stewart, der som den eneste af kandidaterne ikke har været klar til at forlade EU uden en aftale.
Antoinette Sandbach mener, at sms’en er et godt bevis på den hårde debatkultur, brexit-tilhængerne i partiet udøver, og en forklaring på, hvorfor flere kvindelige parlamentsmedlemmer har forladt partiet, skriver BBC.
fortsæt med at læse




























