Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Mulig May-afløser: Kujonagtigt at Johnson undgår brexit-debat

Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt,  udfordrer sin rival Boris Johnson i kampen om at blive den næste partileder og dermed også premierminister. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Storbritanniens udenrigsminister, Jeremy Hunt, udfordrer sin rival Boris Johnson i kampen om at blive den næste partileder og dermed også premierminister. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Skal man lede Storbritannien, bør ens argumenter også kunne tåle dagens lys og blive udsat for skyts i debatter.

Sådan lyder det fra den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, der udfordrer sin rival Boris Johnson i kampen om at blive den næste partileder og dermed også premierminister.

Johnson og Hunt er de to tilbageværende kandidater til posten efter et længere udskilningsløb.

»Når det kommer til debatter, opfører han sig om en kujon«, siger Hunt til Sky News.

Udtalelsen kommer, efter at Boris Johnson har afslået at deltage i en tv-debat på Sky News om brexit.

Udenrigsministeren tilføjer, at det er respektløst overfor dem, der skal udpege afløseren for premierminister Theresa May, det vil sige medlemmer af Det Konservative Parti.

»Folk har ret til at vide, hvad du kommer til at gøre, og du bør svare på spørgsmål«, siger Hunt i en appel til sin modkandidat.

Johnson nægter at udtale sig om husspetakler

I fredags blev politiet kaldt ud til Boris Johnsons hjem, efter at naboer hørte et højlydt skænderi mellem Johnson og hans kæreste.

Johnson har nægtet at udtale sig om episoden, og politiet har sagt, at der ikke var grund til, at myndighederne blev blandet ind i sagen.

Ifølge Jeremy Hunt er det heller ikke Boris Johnsons privatliv, der er interessant. Men han bør forklare sin position, når det gælder brexit, og hvordan briterne skal komme ud af EU, lyder det.

Efterfølgeren for Theresa May vælges gennem en urafstemning blandt de cirka 160.000 medlemmer af Det Konservative Parti.

Afstemningen er indledt, og afgørelsen ventes omkring 22. juli.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her