To anholdt efter muligt våbenfund i tog på Malmø-station

Lyt til artiklen

Svenske toldere har fundet en mistænkelig genstand på et tog i Malmø. Det førte til, at politiets bombeeksperter blev tilkaldt tirsdag eftermiddag.

To personer er anholdt og er mistænkt for overtrædelse af våbenloven og for at forberede en handling, der kan forvolde fare for andre.

Tolderne fik mistanke til en ung mand, der ankom til Malmø på et tog fra Danmark, skriver Expressen.

»Vi fandt en person i toget, som havde et muligt skydevåben«, siger Ann-Sofie Hansson, der er vagthavende ved tolden i Malmø, til netavisen.

Mistænkelig genstand

Politiet blev tilkaldt og anholdt en 18-årig mand. Bombeeksperterne har taget den mistænkelige genstand med sig og vil ikke umiddelbart oplyse, hvad det er.

»Jeg ved det ikke på nuværende tidspunkt, men vi begynder at få en idé om, hvad det er«, siger Malmø-politiets talsmand, Filip Annas.

En anden mand på 25 år, som menes at have noget med sagen at gøre, er anholdt et andet sted, oplyser talsmanden.

Det er ikke oplyst, hvor den mand, der blev anholdt i toget fra Danmark, havde indledt sin rejse.

Politiet befandt sig på hovedbanegården i Malmø fra omkring klokken 14 til 17.

Anholdelsen på stationen skabte ikke forstyrrelser i togtrafikken, skriver Expressen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her