Den hånlige latter har vi tilfælles i EU. Onsdag eftermiddag i plenarsalen i Strasbourg kunne man høre et kor af parlamentarikere fra hele Europa, der i kanon lo ironisk over en håndfuld hule ord fra den liberale gruppes leder, Dacian Ciolos.
»Vi skal bringe EU tættere på borgerne. Det skal ikke ske via baglokaleaftaler om, hvem der skal styre showet, det skal være vores borgere, der skal træffe beslutninger«, sagde Dacian Ciolos, da parlamentet holdt sin første samling i den nye valgperiode.




























