Det kan virke barokt overhovedet at nævne hendes far, når man taler om en kvinde på 60. Hun er et sted i sit liv, hvor hun har været voksen rigtig længe, hun har en lang politisk karriere bag sig, hun blev Tysklands første kvindelige forsvarsminister, hun har en akademisk grad, hun er udset til at blive EU’s mest magtfulde kvinde og – nå, ja – så er hun er også mor til de syv efterhånden berømte børn.
Men taler man om Ursula von der Leyen, den måske kommende formand for EU-Kommissionen, kan man ikke komme forbi hendes far, nu afdøde tidligere ministerpræsident Ernst Albrecht. Hendes liv er i lange stræk et spejl af hans, de havde de samme politiske drømme, og hun har også selv, ifølge Die Welts tidligere chefredaktør Thomas Schmid, sagt, at han var en »ganske stor overfar« for hende.


























