Dødstallet efter jordskred og oversvømmelser er søndag blevet opjusteret til 50 i Nepal. 10.385 husstande er fordrevet.

Indbyggerne kæmper for at finde et tørt sted i Katmandu: Monsunregn tager livet af mindst 50 personer i Nepal

Et medlem af det nepalesiske militær bærer en lille pige gennem de oversvømmede gader i Katmandu. Foto: Navesh Chitrakar/Ritzau Scanpix
Et medlem af det nepalesiske militær bærer en lille pige gennem de oversvømmede gader i Katmandu. Foto: Navesh Chitrakar/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Oversvømmelser og jordskred forårsaget af voldsom monsunregn har kostet mindst 50 mennesker livet i Nepal i løbet af de seneste dage.

Det oplyser myndighederne, skriver AFP.

Derudover er mindst 24 personer savnet i Nepal.

Det ventes, at flere enten er blevet revet med af floder, som er gået over deres bredder, eller er blevet begravet i mudderskred.

Tyve mennesker har været behandlet for skader, og flere end 1.100 andre er blevet reddet fra oversvømmede områder. 10.385 husstande er fordrevet.

Også i Indien på den anden side af Himalaya er der meldinger om dødsfald efter monsunregn, skriver AP.

Hold øje med stigende vandstande

Myndighederne har udstedt advarsler om flere oversvømmelser i de sydlige egne. Man opfordrer folk til at holde skarpt øje med stigende vandstande.

Derudover bedes befolkningen søge mod højere beliggende områder, hvis der er behov for det.

Flere steder i Sydasien har været præget af oversvømmelser og mudderskred.

I det nordøstlige Indien meddeler embedsmænd, at mindst 12 mennesker er døde, og over en million antages at være påvirket af vejret, skriver AP.

Regntiden i Nepal, der normalt varer fra juli til september, tager hvert år livet af flere.

Sidste år døde 1.200 i Sydasien i monsunperioden. Kerala i Indien var ramt af de værste oversvømmelser i 100 år.

Ritzau/Eva Holtegaard-Kasler

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her