Omkring 100 millioner amerikanere og seks millioner canadiere er berørt af et omfattende hackerangreb mod den amerikanske bank Capital One.
Det oplyser banken i en pressemeddelelse.
Det drejer sig hovedsageligt om personer eller små selskaber, der har ansøgt om et kreditkort hos banken mellem 2005 og 2019.
De har fået lækket personlige oplysninger som eksempelvis navn, adresse, telefonnummer, mailadresse, fødselsdato samt indkomst.
140.000 amerikanske bankkunder har desuden fået lækket deres sygesikringsnummer, oplyser banken. I Canada har omkring en million kunder fået lækket deres sygesikringsnummer.
Personen, der menes at stå bag hackerangrebet, blev mandag anholdt i den amerikanske by Seattle. Der er tale om en 33-årig kvinde, skriver BBC.
ritzau




























